TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til skibsmontør

BEK nr 91 af 14/01/2026

DanmarkBekendtgørelse2026

Børne- og Undervisningsministeriet

Formål og opdeling

§ 1

Erhvervsuddannelsen til skibsmontør har til formål at kvalificere elever og lærlinge til at kunne planlægge og udføre montage-, reparations- og vedligeholdelsesopgaver på skibes hoved- og hjælpemaskineri, tekniske systemer samt konstruktioner i metal og andre materialer.

Stk. 2

Lærlingen skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør for det speciale, som lærlingen har valgt, jf. stk. 3.

Stk. 3

Uddannelsen afsluttes med et af følgende trin og specialer:

  1. Trin 1 med specialet industrimontør, indplaceret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
  1. Trin 2 med specialet skibsmontør, indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
Stk. 4

Specialet på trin 1 giver adgang til uddannelsens trin 2.

Stk. 5

Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb efter teknisk eux-model D, jf. bilag 5 til bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb.

Varighed

§ 2

Uddannelsen varer fra 3 til 5 år, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del, på hver 20 uger, og hovedforløbet.

Stk. 2

For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 2 år på uddannelsens trin 1, hvoraf skoleundervisningen udgør 20 uger fordelt på mindst to skoleperioder. Hovedforløbet på uddannelsens trin 2 varer yderligere 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 15 uger fordelt på mindst to skoleperioder.

Stk. 3

For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 1 år og 11 måned på uddannelsens trin 1, hvoraf skoleundervisningen udgør 16 uger. Hovedforløbet på uddannelsens trin 2 varer yderligere 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 15 uger.

Stk. 4

Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb).

Stk. 5

Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 varer hovedforløbet for lærlinge i eux-forløb 4 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 67,6 uger fordelt på fire skoleperioder.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3

For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til skibsmontør skal eleven eller lærlingen opfylde betingelserne i stk. 2-4, jf. dog stk. 6.

Stk. 2

Eleven eller lærlingen skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør.

Stk. 3

Eleven eller lærlingen skal have gennemført og bestået de grundfag, med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør.

Stk. 4

Eleven eller lærlingen skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør.

Stk. 5

De krav til bedømmelse af grundfag, der er fastsat i uddannelsesordningen efter stk. 3, gælder tilsvarende for elever og lærlinge i eux-forløb, på det niveau af grundfaget, som eleven eller lærlingen skal have for at kunne påbegynde skoleundervisningen i hovedforløbet, uanset en eventuel forskel mellem de pågældende niveauer.

Stk. 6

Elever og lærlinge, der har gennemført grundforløbet i erhvervsuddannelsen til beslagsmed eller erhvervsuddannelsen til smed, har adgang til hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til skibsmontør.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 4

Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør.

Godskrivning

§ 5

Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Afsluttende prøve og beviser

§ 6

Uddannelsens afsluttende prøve på trin 1 er en skoleprøve. Prøven afholdes af skolen som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør. Prøven skal kun aflægges af lærlinge, der afslutter uddannelsen med trin 1.

Stk. 2

For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet, og den afsluttende prøve skal være bestået.

Stk. 3

Ved uddannelsens afslutning med trin 1 udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På uddannelsesbeviset anføres karakteren for den afsluttende prøve.

§ 7

Uddannelsens afsluttende prøve på trin 2 udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til skibsmontør.

Stk. 2

For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet, og den afsluttende prøve skal være bestået.

Stk. 3

Ved uddannelsens afslutning med trin 2 udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres den samlede karakter for den afsluttende prøve.

§ 8

Afsluttende standpunktskarakterer og prøver i fag på gymnasialt niveau indgår i eux-bevis efter reglerne herom i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 111 af 3. februar 2025 om erhvervsuddannelsen til skibsmontør ophæves.

Stk. 3

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever eller lærlinge, som er påbegyndt eller overgå- et til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever eller lærlinge finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 111 af 3. februar 2025 om erhvervsuddannelsen til skibsmontør anvendelse.

Stk. 4

Elever eller lærlinge, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.


Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

/P.D.V.\nChristian Vestergaard Sloth / Vibeke Overvad Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2026
Ikrafttrædelsesdato
19. januar 2026
Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til skibsmontør | TheLawyer.sh