TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler

BEK nr 183 af 28/01/2026

DanmarkBekendtgørelse2026

Børne- og Undervisningsministeriet

§ 1

Erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler har til formål at kvalificere elever til at udføre ambulancetjeneste på behandlerniveau i en helheds- og patientorienteret indsats i det præhospitale beredskab i et sammenhængende sundhedsvæsen, herunder at varetage befordring af liggende og siddende patienter.

Stk. 2

Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler for det speciale, som uddannelsen afsluttes med, jf. stk. 3.

Stk. 3

Uddannelsen afsluttes med specialet ambulancebehandler, indplaceret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 4

Uddannelsen indeholder, ud over oplæring i ambulancetjenesten, klinisk oplæring, som foregår på sygehus og i den kommunale sygepleje.

§ 2

Uddannelsen varer 4 år og 7 måneder, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del på hver 20 uger og hovedforløbet.

Stk. 2

For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 3 år og 7 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 49 uger fordelt på mindst syv skoleperioder.

Stk. 3

For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 3 år, 5 måneder og 3 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 44 uger.

Stk. 4

Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst syv skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb).

§ 3

For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-4, jf. dog stk. 5.

Stk. 2

Eleven skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler.

Stk. 3

Eleven skal have gennemført og bestået de grundfag, med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler.

Stk. 4

Eleven skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler.

Stk. 5

Elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv-2 forløb), er undtaget fra kravet om uddannelsesspecifikke kompetencer efter stk. 2 nævnte krav, hvis de har relevant erhvervserfaring vurderet efter de i uddannelsesordningen fastsatte kriterier for relevant erhvervserfaring.

§ 4

Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler.

§ 5

Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 6

Uddannelsens afsluttende prøve udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samarbejde med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler.

Stk. 2

Eleven skal inden aflæggelse af prøven være i besiddelse af de i uddannelsesordningen fastsatte kørekort og certifikater. Eleven kan, når det er begrundet i særlige forhold og efter det faglige udvalgs konkrete afgørelse, blive fritaget for kravet om besiddelse af kørekort og certifikater inden prøvens aflæggelse.

Stk. 3

For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have bestået alle de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag samt de valgfri specialefag, herunder arbejdsmarkedsuddannelser i hovedforløbet. Eleven skal desuden have opnået mindst 02 i grundfaget psykologi på niveau C og den afsluttende prøve.

Stk. 4

Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres karakteren for svendeprøven.

Stk. 5

Den uddannede skal autoriseres i medfør af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed for at kunne betegne sig som ambulancebehandler. Ved væsentlige ændringer af uddannelsen skal det faglige udvalg orientere relevant autorisationsmyndighed.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 307 af 25. marts 2024 om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler ophæves.

Stk. 3

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For disse elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 307 af 25. marts 2024 om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler anvendelse.

Stk. 4

Elever, som nævnt i stk. 3, med specialet ambulanceassistent, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og aftale med oplæringsvirksomheden overgå til uddannelse efter denne bekendtgørelse.


Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

/P.D.V.\n Christian Vestergaard Sloth\nKontorchef / Vibeke Overvad Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2026
Ikrafttrædelsesdato
28. januar 2026
Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler | TheLawyer.sh