TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om takster for egenbetaling i friplejeboliger

BEK nr 758 af 17/06/2025

DanmarkBekendtgørelse2025

Ældreministeriet

Anvendelsesområde

§ 1

Bekendtgørelsen gælder beboere i friplejeboligbebyggelser, som af en kommune er visiteret til en plejebolig, og som har indgået aftale om leje af en friplejebolig, herefter benævnt lejere.

Stk. 2

Ved beliggenhedskommunen forstås den kommune, hvor friplejeboligbebyggelsen er beliggende.

Fastsættelse af takster for ydelser efter lov om social service kapitel 16 og ældrelovens §§ 10 og 14

§ 2

Friplejeboligleverandøren fastsætter takster for ydelser efter lov om social service § 83 og tilbud efter ældrelovens §§ 10 og 14, herunder mad, vask og linned, som lejere i friplejeboliger kan pålægges egenbetaling for af kommunen i henhold til § 161 i lov om social service og reglerne i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. samt § 33 i ældreloven og reglerne i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud, dele af helhedspleje, madlevering og madordning.

Stk. 2

Friplejeboligleverandørens takster efter stk. 1 må ikke overstige beliggenhedskommunens samlede omkostninger, der er forbundet med levering af tilsvarende ydelser i tilsvarende typer af botilbud, jf. reglerne i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. og betaling for generelle tilbud, dele af helhedspleje, madlevering og madordning.

Stk. 3

Friplejeboligleverandøren skal som minimum levere ydelser efter serviceloven omfattet af stk. 1 i overensstemmelse med de kvalitetsstandarder, som beliggenhedskommunen har fastsat efter i bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83 a og 86.

Stk. 4

Friplejeboligleverandøren må ikke fastsætte forskellige takster for ens ydelser efter stk. 1 inden for den samme friplejeboligbebyggelse.

Beliggenhedskommunens oplysningspligt

§ 3

Beliggenhedskommunen skal oplyse friplejeboligleverandøren om kommunens samlede omkostninger og kvalitetsstandarder for ydelser efter § 2.

Stk. 2

Beliggenhedskommunen skal oplyse friplejeboligleverandøren om enhver ændring i kommunens samlede omkostninger og kvalitetsstandarder umiddelbart efter, at ændringerne har fundet sted.

Stk. 3

Hvis der forekommer ændringer i beliggenhedskommunens samlede omkostninger eller kommunens kvalitetsstandarder, og dette medfører, at friplejeboligleverandøren må ændre sine takster eller kvalitetsstandarder for at leve op til kravene i § 2, stk. 2 og 3, skal friplejeboligleverandøren have foretaget ændringen senest ved udgangen af den kalendermåned, der følger efter det tidspunkt, hvor kommunen har orienteret friplejeboligleverandøren herom i henhold til stk. 2.

Betaling

§ 4

Friplejeboligleverandørens krav om betaling opgøres i henhold til de i § 2 fastsatte takster.

Stk. 2

Kravet opgøres fra det tidspunkt, hvor lejeren første gang modtager ydelserne, og så længe ydelserne leveres.

Tilskud til mad

§ 5

Hvis beliggenhedskommunen yder et tilskud til mad efter reglerne i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. eller i bekendtgørelse betaling for generelle tilbud, dele af helhedspleje, madlevering og madordning til kommunens borgere, skal kommunen yde samme tilskud til lejere i friplejeboliger beliggende i kommunen.

Ikrafttrædelse

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den. 1. juli 2025.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1245 af 15. december 2008 om bekendtgørelse om takster for egenbetaling og om mellemkommunal refusion for tilsyn med service i friplejeboliger ophæves.

Stk. 3

Sager omfattet af § 6 i bekendtgørelse nr. 1245 af 15. december 2008 om takster for egenbetaling og om mellemkommunal refusion for tilsyn med service i friplejeboliger, som den 1. juli 2025 er under behandling i kommunerne, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler inden den 31. december 2025.


Ældreministeriet

/Mette Kierkgaard / Pernille Westh/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
20. juni 2025