Bekendtgørelse om regulering af væsentlige økonomiske dispositioner i Region Sjælland og Region Hovedstaden i 2025 og 2026
BEK nr 1706 af 08/12/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
§ 1
Region Sjællands og Region Hovedstadens beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2025 med virkning for 2026 eller senere, herunder i forbindelse med eller efter vedtagelsen af budgettet for 2026, kan ændres i 2026 af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark i følgende tilfælde:
- Anlægsbevillinger, der overstiger 20 mio. kr.
- Tillægsbevillinger til anlægsbevillinger, hvor ændringen er 10 pct. eller mere af den oprindelige bevilling.
- Tillægsbevillinger til driftsbevillinger, hvor ændringen er 10 pct. eller mere af den oprindelige bevilling.
Genbevillinger er ikke omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3.
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark skal senest den 15. februar 2026 give den berørte region meddelelse om ændringen af anlægsbevillinger og tillægsbevillinger, jf. ovenfor.
Der kan ikke i medfør af stk. 1 træffes beslutning om at ændre dispositioner, som er nødvendige for opfyldelse af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, jf. overgangslovens § 127, stk. 2.
En ændring, der træffes beslutning om i medfør af stk. 1, må ikke indebære merudgifter for den region, hvis beslutning ændres, i forhold til forholdene før beslutningen, jf. overgangslovens § 127, stk. 3.
§ 2
Region Sjællands og Region Hovedstadens beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 med virkning for 2026 eller senere, kræver godkendelse af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark i følgende tilfælde:
- Anlægsbevillinger, der overstiger 20 mio. kr.
- Tillægsbevillinger til anlægsbevillinger, hvor ændringen er 10 pct. eller mere af den oprindelige bevilling.
- Tillægsbevillinger til driftsbevillinger, hvor ændringen er 10 pct. eller mere af den oprindelige bevilling.
- Afhændelse af aktiver, der overstiger 20 mio. kr.
- Indgåelse og opsigelse af leje- og leasingkontrakter og lignende kontrakter, der kan sidestilles med anlægsvirksomhed.
- Indgåelse af kontrakter, som indebærer udgiftsmæssige konsekvenser på over 35 mio. kr. årligt.
Genbevillinger er ikke omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3.
Dispositioner, som er nødvendige for opfyldelse af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, kan foretages uanset stk. 1, jf. overgangslovens § 130, stk. 4.
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan fastsætte vilkår for en godkendelse efter stk. 1.
§ 3
Regionsrådet for Region Sjælland eller regionsrådet for Region Hovedstaden skal på et møde fremsende ansøgning om godkendelse af dispositioner omfattet af kapitel 2 til det forberedende regionsråd for Region Østdanmark umiddelbart efter dispositionens godkendelse i regionsrådet.
Ansøgningen kan indeholde en samlet udbudsplan for flere EU-udbud eller licitationer i 2026, jf. § 2 stk. 1, nr. 6.
Såfremt det forberedende regionsråd ikke besvarer ansøgningen senest to måneder efter modtagelsen, sidestilles det med en godkendelse.
I tilfælde, hvor det forberedende regionsråd anmoder om nærmere oplysninger senest to måneder efter modtagelsen, suspenderes fristen i stk. 2.
Såfremt det forberedende regionsråd ikke besvarer ansøgningen senest to måneder efter modtagelsen af oplysninger til brug for sagens oplysning, jf. stk. 3, sidestilles det med en godkendelse.
§ 4
Region Sjælland og Region Hovedstaden skal orientere det forberedende regionsråd for Region Østdanmark om den økonomiske udvikling i 2026 i regionen.
Likviditetsoversigten opgjort efter kassekreditreglen, jf. bilag til cirkulære om budget- og regnskabssystem for regioner, skal oversendes til medlemmerne af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark samtidig med forelæggelsen for medlemmerne af regionsrådene i de to regioner den 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november 2026.
Løbende budgetopfølgninger skal oversendes til det forberedende regionsråd for Region Østdanmark samtidig med forelæggelsen for regionsrådene i de to regioner.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
/Sophie Løhde / Aske Gade Jeppesen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2025
- Ikrafttrædelsesdato
- 18. december 2025