TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til cannabisslutprodukter

BEK nr 1586 af 05/12/2025

DanmarkBekendtgørelse2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Retten til tilskud

§ 1

Regionsrådet yder efter reglerne i denne bekendtgørelse tilskud til køb af cannabisslutprodukter ordineret af en læge på recept.

Stk. 2

Tilskud til køb af cannabisslutprodukter ydes til patienter, der har ret til ydelser efter sundhedsloven.

Tilskuddets størrelse

§ 2

Tilskuddets størrelse afhænger af den samlede udgift opgjort i tilskudspriser, jf. § 4, til cannabisslutprodukter, som patienten har købt inden for en periode på 1 år, der regnes fra første indkøbsdato. En ny periode indledes første gang patienten køber cannabisslutprodukter efter udløbet af den foregående periode.

Stk. 2

Tilskuddet udgør

  1. 50 pct. af den del, som ikke overstiger 20.000 kr., og
  1. 0 pct. af den del, som overstiger 20.000 kr.

Regulering af tilskud

§ 3

Er der ved køb af cannabisslutprodukter ydet et tilskud, som overstiger det, patienten efter § 2, stk. 2, var berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af cannabisslutprodukter med tilskud. Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende køb af et cannabisslutprodukt med tilskud. Er der ved køb af cannabisslutprodukter ydet et tilskud, som er mindre end det, patienten efter § 2, stk. 2, var berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af cannabisslutprodukter med tilskud eller på patientens anmodning herom, hvis det er tidligere.

Stk. 2

Ved patientens død bortfalder regionsrådets krav på regulering. Krav mod regionsrådet skal fremsættes senest 1 år efter patientens død.

Tilskudsprisen

§ 4

Ved beregning af tilskud anvendes tilskudsprisen for det pågældende cannabisslutprodukt. Tilskudsprisen udgør prisen for det pågældende cannabisslutprodukt, som er udmeldt af Lægemiddelstyrelsen i henhold til § 46 i lov om ordning med medicinsk cannabis, jf. dog stk. 3.

Stk. 2

Lægemiddelstyrelsen kan indplacere cannabismellemprodukter fra forskellige leverandører fremstillet ud fra samme cannabisudgangsprodukt i tilskudsgrupper med henblik på, at der fastsættes samme tilskudspris for de cannabisslutprodukter, der er fremstillet på baggrund af de pågældende cannabismellemprodukter.

Stk. 3

For cannabismellemprodukter, der indgår i en tilskudsgruppe fastsat af Lægemiddelstyrelsen i medfør af stk. 2, udgør tilskudsprisen for de cannabisslutprodukter, som er fremstillet på baggrund af de pågældende cannabismellemprodukter, den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen.

Tilskud til patienter med en bevilling til terminaltilskud

§ 5

En bevilling udstedt af Lægemiddelstyrelsen i medfør af sundhedslovens § 148, 1. pkt., omfatter også tilskud til cannabisslutprodukter ordineret af en læge på recept.

Stk. 2

Tilskuddet efter stk. 1, ydes til den forbrugerpris for cannabisslutproduktet, som er udmeldt af Lægemiddelstyrelsen i henhold til § 46 i lov om ordning med medicinsk cannabis , uanset om denne pris overstiger tilskudsprisen efter § 4, stk. 3.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 2466 af 14. december 2021 om tilskud til cannabisslutprodukter ophæves.


Indenrigs- og Sundhedsministeriet

/Sophie Løhde / Emil Otbo/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
11. december 2025