TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Danmarks Eksport- og Investeringsfonds matchfinansieringsordning målrettet kvindelige iværksættere

BEK nr 100 af 27/01/2025

DanmarkBekendtgørelse2025

Erhvervsministeriet

Anvendelsesområde

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfonds matchfinansieringsordning målrettet kvindelige iværksættere.

Stk. 2

Matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere er en lånefacilitet, som består af en tabsramme samt en adgang for Danmarks Eksport- og Investeringsfond til at optage lån, herunder statsligt genudlån.

Ordningens rammer

§ 2

Matchfinansieringsordningen målrettes innovative iværksættervirksomheder i de tidlige udviklingsfaser, hvor der minimum er en kvindelig founder i teamet. Ved innovative iværksættervirksomheder forstås små unoterede virksomheder, som defineret i reglerne om etableringsstøtte, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, der endnu ikke har udloddet overskud og hvis aktiviteter i høj grad er baseret på forskning, innovation eller udviklingsaktiviteter inden for deres respektive branche.

Stk. 2

For at opnå finansiering under ordningen er det et krav, at virksomheden kan opnå medfinansiering fra private parter. Private parter kan være:

  1. Business angels, acceleratorer, founders eller andre partnerinvestorer, der på forhånd er godkendt af Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
  1. Ikke-forhåndsgodkendte business angels, acceleratorer, founders eller andre partnerinvestorer, der af Danmarks Eksport- og Investeringsfond vurderes at have de fornødne kompetencer til at kunne vurdere virksomheden og dermed kan godkendes som matchingpartner i den konkrete lånecase inden for matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksætteres ramme og risikoprofil.
  1. Andre private investorer, hvor Danmarks Eksport- og Investeringsfond godkender den konkrete lånecase inden for matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksætteres ramme og risikoprofil.

§ 3

Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan anvende matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere til finansieringer i form af lån, herunder lån med egenkapitallignende egenskaber og konvertible lån.

Stk. 2

Danmarks Eksport- og Investeringsfond matcher de private parters investeringer, jf. § 2 stk., 2 nr. 1-3. Der stilles følgende krav til lånefaciliteten:

  1. Lån under matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere matches med privat kapital fra de private parters investeringer, jf. § 2, stk. 2, nr. 1–3, sådan at den samlede portefølje af lånene under matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere som minimum matches 1:1 af privat kapital.
  1. Den maksimale lånestørrelse følger beløbsgrænserne for etableringsstøtte, uanset om støtten ydes som etableringsstøtte eller de minimis-støtte, jf. § 4, stk. 1, nr. 1-2.
  1. Lånene skal have en løbetid på maksimalt 10 år.
Stk. 3

For så vidt angår långivning i samarbejde med godkendte investorer, jf. § 2, stk. 2, nr. 1-2, kan lånefaciliteten benyttes, såfremt de godkendte private investorer og den virksomhed, som de godkendte investorer investerer i, vælger dette, og lånet kan således ydes uden godkendelse af den enkelte virksomhed i Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Stk. 4

For så vidt angår långivning i samarbejde med øvrige investorer, jf. § 2, stk. 2, nr. 3, kan lånefaciliteten benyttes, såfremt Danmarks Eksport- og Investeringsfond godkender den enkelte virksomhed.

Statsstøtte

§ 4

Lån under matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere skal ydes som

  1. etableringsstøtte i henhold til artikel 22 i Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, eller
  1. de minimis-støtte i henhold til Kommissionens forordning (EU) 2023/2831 af 13. december 2023 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte.

Økonomi

§ 5

Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan udstede lån inden for en ramme bestående af den afsatte tabsramme, jf. akt. nr. 46 af 14. november 2024 samt § 08.33.13.81. på finansloven for 2025, og den dertilhørende adgang til låneoptag på 75 pct. af tabsrammens størrelse, idet de til tabsrammen tilhørende låneoptag dog kun kan anvendes til nyudstedelse af matchlån i det år, hvor låneoptaget er bevilget. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan som udgangspunkt refinansiere de optagne lån i en periode på 10 år.

Stk. 2

De beløbsmæssige grænser for matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere er følgende:

  1. På baggrund af bevillingen på 7,0 mio. kr. i 2024 kan der i perioden 2024-2034 årligt optages lån for 5,25 mio. kr.
  1. På baggrund af bevillingen på 10,3 mio. kr. i 2025 kan der i perioden 2025-2035 årligt optages lån for 7,7 mio. kr.
  1. På baggrund af bevillingen på 10,3 mio. kr. i 2026 kan der i perioden 2026-2036 årligt optages lån for 7,7 mio. kr.
  1. På baggrund af bevillingen på 10,3 mio. kr. i 2027 kan der i perioden 2026-2036 årligt optages lån for 7,7 mio. kr.
  1. På baggrund af bevillingen på 10,3 mio. kr. i 2028 kan der i perioden 2028-2038 årligt optages lån for 7,7 mio. kr.
  1. På baggrund af bevillingen på 10,3 mio. kr. i 2029 kan der i perioden 2029-2039 årligt optages lån for 7,7 mio. kr.
  1. På baggrund af bevillingen på 10,3 mio. kr. i 2030 kan der i perioden 2030-2040 årligt optages lån for 7,7 mio. kr.
Stk. 3

Beløbene anført i stk. 2 er fra 2025 og frem angivet i 2025-niveau og afspejler finansloven for 2025. Beløbene vil årligt blive reguleret på finansloven i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. De beløbsmæssige grænser vil efter 2025 afspejle beløbene på finansloven for de enkelte år.

§ 6

Ordningens resultat før tabsramme opgøres som Danmarks Eksport- og Investeringsfonds indtægter på de konkrete forretninger fraregnet tab på de konkrete forretninger samt administrations- og fundingomkostninger. Eventuelle andre tabsdækninger end tabsrammen, f.eks. fra Den Europæiske Investeringsfond, som har til formål at øge kapaciteten til at indgå flere forretninger eller tage større risici under ordningen, indgår ikke i opgørelsen.

Stk. 2

Danmarks Eksport- og Investeringsfond hæfter for et samlet tab på ordningen, forstået som et underskud ved opgørelsen af resultatet i stk. 1, som overstiger den tildelte tabsramme.

Stk. 3

Overskud på ordningen, forstået som et overskud ved opgørelsen af resultatet i stk. 1, tilfalder Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Stk. 4

Overskydende tabsramme, forstået som tildelte tabsrammer, der ikke modsvares af et samlet tab på ordningen, når ordningen ophører, tilgår staten.

Tilsyn og revision

§ 7

Erhvervsministeriet fører tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfonds matchfinansieringsordning målrettet kvindelige iværksættere som del af det almindelige tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Stk. 2

Matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere indgår i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds årsrapport, der revideres.

Stk. 3

Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal, uanset stk. 2, i sine regnskabssystemer holde separat regnskab for Danmarks Eksport- og Investeringsfonds matchfinansieringsordning målrettet kvindelige iværksættere og skal senest fra regnskabsåret 2024 årligt aflægge separat regnskab med revisorerklæring med begrænset sikkerhed.

Stk. 4

Danmarks Eksport- og Investeringsfond har pligt til at holde erhvervsministeren orienteret om alle væsentlige forhold, herunder væsentlige afvigelser fra den forventede udvikling i matchfinansieringsordningen målrettet kvindelige iværksættere.

Efterregulering

§ 8

Ordningen betragtes som ophørt, såfremt der træffes politisk beslutning herom.

Stk. 2

Ved et eventuelt ophør af ordningen laves en delvis opgørelse senest 6 måneder efter ophør. Overskydende tabsramme, jf. § 6, stk. 4, tilbagebetales til staten, medmindre tabsrammen er deponeret til forventede fremtidige tab.

Stk. 3

Overskydende tabsrammer skal senest tilbageføres til staten, når ordningen opgøres endeligt. En endelig opgørelse af ordningen vil forventeligt kunne foretages senest 15 år efter ophør.

Ikrafttræden mv.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. februar 2025.


Erhvervsministeriet

/Morten Bødskov / Julie Sonne/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
4. februar 2025
Bekendtgørelse om Danmarks Eksport- og Investeringsfonds matchfinansieringsordning målrettet kvindelige iværksættere | TheLawyer.sh