Lov om årpenge for kronprins Christian
LOV nr 622 af 11/06/2024
Statsministeriet
§ 1
For kronprins Christian fastsættes en årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 7.000.000 kr.
Årpengebeløbet udgør grundbeløbet reguleret pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Reguleringen sker i forhold til lønindekset for andet kvartal 2023. Reguleringen pr. 1. april sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med fjerde kvartal i året forud for reguleringen. Reguleringen pr. 1. oktober sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med andet kvartal i året for reguleringen.
Årpengebeløbet udbetales månedligt forud.
Der ydes refusion af udgifter til ikkefradragsberettiget købsmoms efter de regler, der i øvrigt gælder for statsinstitutioner. Refusionen er årligt begrænset til en procentandel af årpengebeløbet svarende til den til enhver tid gældende momssats.
§ 2
Hoftjenestemænd ved kronprins Christians hof, pensionerede hoftjenestemænd og efterlevende ægtefæller og børn efter disse har ret til pension fra staten efter de til enhver tid gældende regler for statens tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemandspension.
Staten afholder udgifter til pension i henhold til stk. 1.
Hoffet indbetaler til statskassen et pensionsbidrag, der svarer til det pensionsbidrag, som betales af ministerier og styrelser, der beskæftiger tjenestemænd.
§ 3
Så længe kronprins Christian oppebærer årpenge, kan han ikke modtage vederlag for statstjeneste.
§ 4
Statsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Givet på Christiansborg Slot
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
/FREDERIK R. / Mette Frederiksen/
Metadata
- Type
- Lov (historisk)
- År
- 2024
- Ikrafttrædelsesdato
- 11. juni 2024