TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om pligt til at registrere logoplysninger og indsigt i logoplysninger

BEK nr 192 af 27/02/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

§ 1

Regionsrådet skal foretage maskinel registrering (logning) af alle anvendelser af personoplysninger i elektroniske patientjournaler.

Stk. 2

Logningsoplysninger skal mindst indeholde følgende oplysninger:

  1. Hvem der har foretaget opslag med angivelse af a) fornavn, b) efternavn, c) autorisationsnummer eller CPR-nummer og d) titel.
  1. Behandlingssted, hvorfra opslaget er foretaget.
  1. Tidspunkt for opslaget.

§ 2

Regionsrådet er forpligtet til senest den 12. marts 2024 at sikre, at en patient, der er fyldt 15 år, i en periode på to år fra opslagstidspunktet får adgang til en overskuelig og letforståelig oversigt over oplysninger, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1, litra a, b og d og nr. 2 og nr. 3.

§ 3

Regionsrådet kan beslutte, at patienten i stedet for oplysningerne om fornavn og efternavn, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, litra a og b, får adgang til oplysninger om anden entydig identifikation på den person, der har foretaget et opslag. Beslutningen om anvendelse af anden entydig identifikation, jf. 1. pkt., gælder i op til 90 dage efter registreringen. Beslutningen, jf. 1. pkt. kan forlænges i overensstemmelse med 2. pkt.

Stk. 2

Behandlingsstedet skal efter anmodning fra patienten udlevere oplysninger om identiteten på personen bag oplysningerne i stk. 1, medmindre der foreligger afgørende hensyn til andres private interesser.

§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2024.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 200 af 7. februar 2022 om pligt til at registrere logoplysninger og indsigt i logoplysninger ophæves.


Indenrigs- og Sundhedsministeriet

/Sophie Løhde / Trine Aagren Rasmussen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
28. februar 2024