Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende museumsloven m.v.
BEK nr 1748 af 30/12/2024
Kulturministeriet
§ 1
Slots- og Kulturstyrelsen varetager de opgaver og beføjelser, der efter museumslovens kapitel 6, 6 a, 7 a, 9, 10, 11 og 12 tilkommer kulturministeren, jf. dog §§ 3 og 8.
§ 2
Slots- og Kulturstyrelsen udøver de beføjelser, som måtte være tillagt Kulturministeriet i henhold til servitutter, aftaler, fundatser m.v., og som er udfærdiget i medfør af den lovgivning, der er nævnt i § 1, eller har tilknytning til denne lovgivning.
Opgaver og beføjelser efter museumsloven som ikke henlægges til Slots- og Kulturstyrelsen
§ 3
Følgende opgaver og beføjelser, der efter museumsloven tilkommer kulturministeren, henlægges ikke til Slots- og Kulturstyrelsen:
- Beføjelser til at udstede administrative forskrifter.
- Beføjelse til at nedsætte et museumsnævn i henhold til museumslovens § 19, stk. 1, og til at udpege en nævnsleder i henhold til museumslovens § 19, stk. 5.
- Beføjelse til at bemyndige en styrelse under Kulturministeriet til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt kulturministeren, jf. museumslovens § 38, stk. 1.
Opgaver og beføjelser efter lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde
§ 4
Kulturministerens beføjelse til at udpege en sagkyndig efter lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 21, stk. 2 og 22 a, stk. 2, henlægges til Slots- og Kulturstyrelsen.
§ 5
Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser efter de dele af museumsloven, der i henhold til denne bekendtgørelse henhører under styrelsen, kan påklages til kulturministeren, jf. dog stk. 2.
Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser efter museumslovens § 13, stk. 2, § 13 a, § 13 b, § 13 c, § 13 d, § 14, stk. 1, nr. 1, § 14, stk. 2 og 4, § 17 b, § 18, § 32, § 35 og § 39 kan ikke påklages til kulturministeren.
§ 6
Klage over Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser, jf. § 5, stk. 1, gives skriftligt til styrelsen, der sender klagen videre til Kulturministeriet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
§ 7
Klagefristen er fire uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
§ 8
Kulturministeren kan bestemme, at en beføjelse, der i henhold til denne bekendtgørelse henhører under Slots- og Kulturstyrelsen, varetages af ministeren.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.
Bekendtgørelse nr. 1442 af 12. december 2010 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Kulturarvsstyrelsen ophæves.
Kulturministeriet
/Jakob Engel-Schmidt / Helene Nordborg Kiær/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2024
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. december 2024