TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v.

BEK nr 1098 af 14/10/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Justitsministeriet

§ 1

Staten yder erstatning og godtgørelse for skader, der overgår

  1. indsatte i kriminalforsorgens institutioner og
  1. dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste.

§ 2

Sager om erstatning og godtgørelse behandles efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring med de ændringer, der følger af §§ 3-4.

§ 3

Ved skade forstås ulykke og erhvervssygdom som bestemt i §§ 5-7 i lov om arbejdsskadesikring.

§ 4

Erstatning og godtgørelse ydes, når skaden indtræffer under

  1. opholdet i institutionen,
  1. arbejde uden for institutionen, medmindre skadelidte arbejder for en arbejdsgiver, som er uafhængig af institutionen,
  1. uddannelse uden for institutionen,
  1. anden godkendt aktivitet uden for institutionen, og
  1. færden i forbindelse med beskæftigelse som nævnt i nr. 2-4.
Stk. 2

Erstatning og godtgørelse ydes endvidere, når skaden indtræffer under udførelse af samfundstjeneste.

§ 5

Skadelidtes årsløn fastsættes af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 24, stk. 2, nr. 7, i lov om arbejdsskadesikring.

§ 6

En skade skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis

  1. skadelidte anmoder om det, eller
  1. skaden antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om arbejdsskadesikring, jf. kapitel 4 i lov om arbejdsskadesikring.
Stk. 2

Anmeldelse af en skade skal ske under iagttagelse af anmeldelsesfristen i § 31 i lov om arbejdsskadesikring.

§ 7

Spørgsmål om anvendelse af denne bekendtgørelse, herunder anmeldelse af skader, behandles af det kriminalforsorgsområde, hvor skaden er indtruffet. Hvis skadelidte er udstationeret til eller anbragt i en institution m.v. uden for fængsel eller arresthus, behandles spørgsmålene af det kriminalforsorgsområde, hvorfra skadelidte er udstationeret, eller af det kriminalforsorgsområde, som varetager de opgaver, der følger af strafudståelsen, jf. § 6 i bekendtgørelse om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus (§ 78-bekendtgørelsen), medmindre andet aftales.

Stk. 2

Er skaden indtruffet under udførelse af samfundstjeneste, behandles de spørgsmål, der er nævnt i stk. 1, af det kriminalforsorgsområde, der varetager tilsynet med skadelidte.

Stk. 3

Anmeldes en skade ikke, jf. § 6, stk. 1, nr. 2, skal der gøres notat om skaden svarende til de oplysninger, der afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved anmeldelse af skader, eventuelt ved at udfylde en anmeldelsesblanket, der opbevares i kriminalforsorgsområdet.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2024.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 741 af 15. juni 2016 om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v. ophæves.


Justitsministeriet

/Peter Hummelgaard / Ina Eliasen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
24. oktober 2024