Bekendtgørelse om Udlændingestyrelsens kompetence til at forestå indberetning om nægtelse af indrejse og ophold og til at forestå konsultation herom på vegne af Hjemrejsestyrelsen i medfør af SIS-forordningen
BEK nr 373 af 28/03/2023
Udlændinge- og Integrationsministeriet
§ 1
Ved SIS-forordningen forstås Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006.
§ 2
Udlændingestyrelsen kan på vegne af Hjemrejsestyrelsen forestå indberetninger om nægtelse af indrejse og ophold og dertilhørende opgaver efter SIS-forordningen.
Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen fastlægger ved aftale retningslinjer for opgavevaretagelsen samt Udlændingestyrelsens adgang til Hjemrejsestyrelsens sagsbehandlingssystemer.
§ 3
Udlændingestyrelsen kan på vegne af Hjemrejsestyrelsen forestå konsultationer med andre medlemsstater og dertilhørende opgaver efter SIS-forordningen.
Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen fastlægger ved aftale retningslinjer for opgavevaretagelsen samt Udlændingestyrelsens adgang til Hjemrejsestyrelsens sagsbehandlingssystemer.
§ 4
Behandling af oplysninger i forbindelse med Udlændingestyrelsens varetagelse af de i §§ 2 og 3 nævnte opgaver må alene ske med det formål at varetage disse opgaver.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. april 2023.
Udlændinge- og Integrationsministeriet
/Kaare Dybvad Bek / Christina Fløystrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2023
- Ikrafttrædelsesdato
- 3. april 2023