TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om bidrag til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler

BEK nr 1620 af 12/12/2023

DanmarkBekendtgørelse2023

Beskæftigelsesministeriet

§ 1

Beskæftigelsesministeren fastsætter årligt størrelsen af et bidrag til dækning af fondens udgifter, jf. § 19, stk. 2, jf. § 19, stk. 6, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2

Bidraget fastsættes som et fast kronebeløb pr. fuldtidsansat lønmodtager.

Stk. 3

Bidragets størrelse beregnes på grundlag af et skøn over fondens udgifter. I bidraget indgår administrationsomkostninger til beregning, opkrævning og inddrivelse af bidraget, samt renteudgifter og indtægter i det senest afsluttede regnskabsår.

Stk. 4

Bidragets størrelse, jf. stk. 3, reguleres med et beløb, der svarer til over-/underskuddet af de indbetalte bidrag i forhold til de faktiske afholdte udgifter i det senest afsluttede regnskabsår.

§ 2

Undtaget fra bidragspligt er arbejdsgivere i Grønland og på Færøerne, jf. § 37 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

§ 3

Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner bidraget kvartalsvis på grundlag af de samlede bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som er indberettet af arbejdsgiveren vedrørende det pågældende kvartal.

Stk. 2

Bidraget beregnes ved at dividere det indberettede ATP-bidrag med et fuldt ATP-bidrag for et kvartal, og multiplicere dette med det fastsatte kvartalsbidrag for Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler for det kvartal, som det indberettede ATP-bidrag vedrører. Det fulde ATP-bidrag for et kvartal beregnes på grundlag af bidraget for en månedslønnet, jf. § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 3

Opgørelsen af bidrag til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler foretages for hver ATP-indbetalende enhed.

§ 4

Opkrævning af bidrag fra arbejdsgivere sker ved fælles opkrævning sammen med øvrige bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne.

Stk. 2

Bidrag opkræves i henhold til de regler, der gælder for Samlet Betaling, som er den tekniske fællesopkrævningsløsning, Arbejdsmarkedets Tillægspension anvender til at opkræve en række bidrag, der administreres af Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1634 af 4. december 2018 om bidrag til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler ophæves.

Stk. 3

Bidrag med forfald til betaling den 1. april 2024 beregnes efter bekendtgørelse nr. 1634 af 4. december 2018 om bidrag til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.


Beskæftigelsesministeriet

/Ane Halsboe-Jørgensen / Simon Gravers Jacobsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
14. december 2023