TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om obligatorisk digital kommunikation til brug for administration af kunststøtte

BEK nr 1333 af 24/11/2023

DanmarkBekendtgørelse2023

Kulturministeriet

Anvendelsesområde

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse for al skriftlig kommunikation mellem ansøger og Statens Kunstfond ved administration af kunststøtte efter § 3, stk. 1, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed.

Stk. 2

Ved skriftlig kommunikation, jf. stk. 1, forstås afsendelse og modtagelse af dokumenter, herunder ansøgning om kunststøtte, afrapportering m.v.

Stk. 3

Ved ansøger, jf. stk. 1, forstås både fysiske personer og juridiske personer, som ansøger om kunststøtte efter § 3, stk. 1, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed.

Obligatorisk digital kommunikation

§ 2

Skriftlig kommunikation skal ske gennem en digital selvbetjeningsløsning, som Statens Kunstfond stiller til rådighed, herunder ved brug af MitID eller den til enhver tid gældende nationale eID-løsning.

Stk. 2

Digital kommunikation efter stk. 1, anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Statens Kunstfond.

Stk. 3

Hvor flere personer i et fællesskab, herunder et orkester eller en forening, er ansøger, finder stk. 1 anvendelse, hvis mindst en af de deltagende personer er i besiddelse af MitID eller den til enhver tid gældende nationale eID-løsning.

Stk. 4

Skriftlig kommunikation, som ikke er indgivet ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, jf. stk. 1, afvises af Statens Kunstfond, jf. dog § 3.

§ 3

Borgere, der er fritaget for Digital Post, fritages efter anmodning til Statens Kunstfond for krav om digital kommunikation efter § 2, stk. 1.

Stk. 2

Borgere, der ikke kan få elektroniske signaturer, MitID eller lign., er fritaget for krav om digital kommunikation efter § 2, stk. 1.

Stk. 3

Kan ansøger ikke grundet særlige forhold anvende den digitale selvbetjeningsløsning, jf. § 2, stk. 1, tilbydes ansøger efter anmodning til Statens Kunstfond, at skriftlig kommunikation kan indgives på anden måde, herunder mundtligt.

Stk. 4

Er der ud fra en samlet vurdering klare økonomiske fordele for Statens Kunstfond ved at modtage skriftlig kommunikation på anden måde end ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, jf. § 2, stk. 1, kan Statens Kunstfond undlade at afvise den skriftlige kommunikation, jf. § 2, stk. 4.

Ikrafttræden

§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. november 2023.


Kulturministeriet

/Jakob Engel-Schmidt / Kasper Gori Verdoner/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
24. november 2023