TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om smitsomme sygdomme

BEK nr 1014 af 05/06/2023

DanmarkBekendtgørelse2023

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

§ 1

Formålet med bekendtgørelsen er at fastsætte nærmere regler for, hvornår en sygdom kategoriseres som en smitsom sygdom i henhold til lov om epidemier m.v.

§ 2

Sundhedsstyrelsen vurderer, om en sygdom kategoriseres som en smitsom sygdom og kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 3

Kategoriseringen af en smitsom sygdom foretages på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering.

§ 4

En smitsom sygdom er en sygdom eller tilstand, som er forårsaget af mikroorganismer eller andre smitstoffer, som kan overføres fra, til eller imellem mennesker.

Stk. 2

Ved tilstand forstås, at den smittede person kan være bærer af smitte uden at have egentlige symptomer og tegn på sygdom.

Stk. 3

Ved mikroorganismer forstås organismer, der består af en eller få celler eller ikke-cellulære organismer, som ikke kan ses med det blotte øje, og som omfatter blandt andet vira, bakterier, svampe og parasitter.

Stk. 4

Ved andre smitstoffer forstås substanser, der kan overføre smitte eller sygdom, uden at der er tale om egentlige mikroorganismer, herunder infektiøse partikler, sygdomsfremkaldende større parasitter m.v.

Stk. 5

Ved overføres forstås, at sygdommen eller tilstanden kan overføres fra menneske til menneske, fra menneske til dyr, fra dyr til menneske (zoonose) eller fra det omgivende miljø til et menneske.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. juli 2023.


Sundhedsstyrelsen

/Søren Brostrøm / Line Raahauge Hvass/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
30. juni 2023