TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forbud mod erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri af ål i saltvand fra og med den 1. november 2022 til og med den 31. januar 2023

BEK nr 844 af 13/06/2022

DanmarkBekendtgørelse2022

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Forbud mod fiskeri af ål i saltvand

§ 1

Erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri af ål i saltvand er ikke tilladt i perioden fra den 1. november 2022 til og med den 31. januar 2023.

Forbud mod erhvervsmæssigt fiskeri af ål i saltvand

§ 2

Det er tilladt at anvende ruser, bundgarn og bundgarnslignende redskaber til andet end ålefiskeri i den periode nævnt i § 1, hvis betingelserne i § 7, stk. 2-5, i bekendtgørelse nr. 1551 af 11. december 2015 om betingelserne for erhvervsmæssigt fiskeri af ål i saltvand og ferskvand er opfyldt.

Stk. 2

Uanset § 7, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1551 af 11. december 2015 om betingelserne for erhvervsmæssigt fiskeri af ål i saltvand og ferskvand, må bundgarn og bundgarnslignende redskaber, der anvendes til andet end ålefiskeri, være forsynet med ruser, når ruserne er indrettet, så de ikke kan tilbageholde ål.

Stk. 3

Hvis ål fanges i den periode nævnt i § 1 i de redskaber, der er nævnt i stk. 1, skal disse straks genudsættes.

§ 3

Det er ikke tilladt i den periode nævnt i § 1 at opbevare levende ål og lande ål, som er fanget ved erhvervsmæssigt fiskeri af ål i saltvand inden den 1. november 2022.

Forbud mod rekreativt fiskeri (fritidsfiskeri og lystfiskeri) af ål i saltvand

§ 4

Det er ikke tilladt at anvende ruser (enkelte eller dobbelte) i den periode nævnt i § 1.

Stk. 2

Hvis ål fanges i den periode nævnt i § 1, skal disse straks genudsættes.

§ 5

Det er ikke tilladt i den periode nævnt i § 1 at opbevare levende ål, som er fanget ved rekreativt fiskeri af ål i saltvand inden den 1. november 2022.

Straffebestemmelser

§ 6

Med bøde straffes den, der overtræder eller forsøger at overtræde §§ 1-5.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1954 af 15. oktober 2021 om forbud mod erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri af ål i saltvand fra 1. december 2021 til og med 28. februar 2022 ophæves.


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

/Rasmus Prehn / Nis Christensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2022
Ikrafttrædelsesdato
15. juni 2022
Bekendtgørelse om forbud mod erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri af ål i saltvand fra og med den 1. november 2022 til og med den 31. januar 2023 | TheLawyer.sh