TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kontrol af overholdelsen af EU's handelsnormer for friske frugter og grøntsager

BEK nr 812 af 03/06/2022

DanmarkBekendtgørelse2022

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Anvendelsesområde

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse for kontrol med virksomheder, der dyrker og pakker, importerer eller eksporterer, friske frugter og grøntsager omfattet af forordning nr. 1308/2013, bilag I, del IX og del XI.

Definitioner

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Friske frugter og grøntsager: Frugter og grøntsager omfattet af forordning nr. 1308/2013, bilag I, del IX og del XI, der er friske, uforarbejdede, hele, intakte og udviklede.
  1. Forordning nr. 1308/2013: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/71, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 med senere ændringer.
  1. Gennemførelsesforordning nr. 543/2011: Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager med senere ændringer.
  1. Gennemførelsesforordning nr. 1333/2011: Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1333/2011 af 19. december 2011 om handelsnormer for bananer, bestemmelser for kontrollen med, at disse handelsnormer overholdes og bestemmelser for så vidt angår meddelelser i banansektoren.

Registrering

§ 3

Virksomheder, der dyrker og samtidig pakker egne og eventuelt pakker andres friske frugter og grøntsager omfattet af forordning nr. 1308/2013, samt importører og eksportører af sådanne friske frugter og grøntsager, skal registreres i Landbrugsstyrelsen.

Stk. 2

Anmodning om registrering indsendes til Landbrugsstyrelsen på et skema, der fås hos styrelsen eller på styrelsens hjemmeside.

Stk. 3

Ændringer i de registrerede oplysninger, herunder ophør af virksomheden, skal straks indberettes til Landbrugsstyrelsen.

Mærkning

§ 4

Landbrugsstyrelsen kan efter ansøgning tillade, at virksomheder, i overensstemmelse med artikel 12 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/201, anvender det i forordningens bilag II nævnte mærke.

Stk. 2

Ansøgning efter stk. 1 skal indsendes til Landbrugsstyrelsen på et skema, der fås hos styrelsen eller på styrelsens hjemmeside.

Stk. 3

Landbrugsstyrelsen kan tilbagekalde tilladelser, jf. stk. 1, hvis kravene i tilladelsen ikke længere opfyldes.

Overensstemmelsesattest

§ 5

Landbrugsstyrelsen kan udstede en overensstemmelsesattest i overensstemmelse med artikel 14 i gennemførelsesforordningen (EU) nr. 543/2011.

Import

§ 6

Import af friske frugter og grøntsager, som er omfattet af de særlige handelsnormer, der er fastsat i artikel 3 i gennemførelsesforordning nr. 543/2011, fra en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, skal anmeldes mindst 24 timer før ankomst til grænsekontrolstedet med henblik på kontrol og frigivelse.

Stk. 2

Import af sendinger efter stk. 1, for hvilke der ønskes foretaget kontrol lørdage, søndage og søgnehelligdage samt grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag, skal anmeldes senest kl. 14:00 næstsidste hverdag før ekspeditionsdagen.

Stk. 3

Anmeldelse skal ske på et skema, der findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Eksport

§ 7

Eksport af friske frugter og grøntsager, som er omfattet af de særlige handelsnormer, der er fastsat i artikel 3 i gennemførelsesforordning nr. 543/2011, til en stat, der ikke er medlem af den Europæiske Union, skal senest 24 timer før afsendelsen anmeldes til Landbrugsstyrelsen med henblik på kontrol.

Stk. 2

Kontrol af eksport efter stk. 1, for hvilke der ønskes foretaget kontrol lørdage, søndage og søgnehelligdage samt grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag, skal anmeldes senest kl. 14:00 næstsidste hverdag før ekspeditionsdagen.

Stk. 3

Anmeldelsen skal ske på et skema, der findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Kontrol m.m.

§ 8

Landbrugsstyrelsen fører kontrol med, at virksomheder, der er omfattet af § 3, overholder bestemmelserne fastsat i forordning nr. 1308/2013 og i gennemførelsesforordning nr. 543/2011.

Stk. 2

Landbrugsstyrelsen fører kontrol med, at friske frugter og grøntsager, der importeres og eksporteres, overholder handelsnormerne i forordning nr. 543/2011.

Stk. 3

Landbrugsstyrelsen fører endvidere kontrol med, at bestemmelser fastsat i gennemførelsesforordning nr. 1333/2011 overholdes.

Ikrafttræden m.v.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1096 af 1. juni 2021 om kontrol af overholdelsen af EU’s handelsnormer for friske frugter og grøntsager ophæves.


Landbrugsstyrelsen

/Lars Gregersen / Kristine Riskær/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2022
Ikrafttrædelsesdato
7. juni 2022