TheLawyer.sh
Tilbage

Lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning (Afskaffelse af tilslutningspligt til naturgas og offentliggørelse og videregivelse af oplysninger om produktions- og driftsmæssige forhold m.v.)

LOV nr 573 af 10/05/2022

DanmarkLov2022

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

§ 1

I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 2068 af 16. november 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2606 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:

  1. Efter § 14 a indsættes: »§ 14 b.

Tilslutningspligt til distributionsnet til fremføring af naturgas bestemt af kommunalbestyrelsen er uden virkning.«

  1. I overskriften til kapitel 4 a ændres »Energitilsyn« til: »Forsyningstilsynet«.
  1. I § 23 d, stk. 3, indsættes efter »omfanget«: »og offentliggørelse«.
  1. I § 28 a indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at varmedistributionsvirksomheder skal videregive oplysninger omfattet af § 23 d, stk. 1, til forbrugerne.«

§ 2

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 1833 af 8. december 2020, foretages følgende ændring:

  1. I § 15 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke: »Stk. 13. Bestemmelser i lokalplaner, der medfører tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg til fremføring af naturgas, er uden virkning. Det samme gælder bestemmelser, der medfører tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg til fremføring af naturgas, i servitutter, hvor kommunalbestyrelsen er eneste påtaleberettigede.« Stk. 13 bliver herefter stk. 14.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2022.


Givet på Christiansborg Slot

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

/MARGRETHE R. / Dan Jørgensen/

Metadata

Type
Lov
År
2022
Ikrafttrædelsesdato
10. maj 2022