Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i lyddesign
BEK nr 216 af 04/02/2022
Uddannelses- og Forskningsministeriet
§ 1
Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i lyddesign er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at producere, koordinere og lede kommunikationsopgaver, markedsføringsopgaver og projekter i private og offentlige virksomheder og organisationer med speciel vægt på anvendelsen af lyd og informations- og kommunikationsteknologiske medier.
Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
§ 2
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i lyddesign. Den engelske titel er Bachelor of Sound Design.
Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Sound Design.
§ 3
Uddannelsen består af:
- Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 130 ECTS-point.
- Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point.
- Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 35 ECTS-point.
- Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.
Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder:
- Lyd i digitale produktioner.
- Lyddesign i kommunikation og markedsføring.
- Tværfaglige fag inden for projektstyring, erhvervsøkonomi, ophavsret og virksomhedskommunikation.
§ 4
For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
§ 5
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
Styrelsen kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2022.
Bekendtgørelse nr. 517 af 21. maj 2010 om uddannelsen til professionsbachelor i medie- og sonokommunikation ophæves.
Studerende, som er påbegyndt uddannelsen før den 1. september 2022 kan vælge, om de vil anvende den gamle titel, som følger af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 517 af 21. maj 2010, eller titlen der følger af denne bekendtgørelse § 2, stk. 2.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
/Niels Christian Beier / Emma Holm/
Bilag 1 Mål for læringsudbytte for uddannelsen til professionsbachelor i lyddesign
Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer, som en professionsbachelor i lyddesign skal opnå i uddannelsen.
Viden
Den uddannede har viden om
- lyd, lyddesign, æstetik, kommunikation, markedsføring og digital produktion,
- erhvervsretlige forhold og samfunds- og erhvervsøkonomi i relation til lydproduktion,
- organisatoriske forhold, innovation, ledelse og projektledelse samt erhvervets og fagområdets anvendelse heraf og
- forstår medie- og sonokommunikativ praksis, anvendt teori og metode og kan reflektere over professionens praksis og anvendelse af teori og metode.
Færdigheder
Den uddannede kan
- anvende medie- og sonokommunikative metoder og redskaber inden for auditiv analyse, interaktionsdesign, konceptudvikling, lydoptagelse, digital lydbehandling samt lyddesign,
- anvende medie- og sonokommunikative metoder og redskaber inden for branding, lydbranding, digital markedsføring og kampagner, e-læring, manualer, guides, firedimensionelt design, målgruppeanalyse, brugeranalyse, test og virksomhedskommunikation,
- vurdere medie- og sonokommunikative problemstillinger inden for kommunikation, markedsføring, organisation, innovation, ledelse og projektledelse, erhvervsret og økonomi samt begrunde og vælge relevante løsningsmodeller inden for det medie-og sonokommunikative område og
- formidle medie- og sonokommunikative problemstillinger og løsninger til samarbejdspartnere og brugere.
Kompetencer
Den uddannede kan
- i komplekse og udviklingsorienterede situationer håndtere planlægning, teknisk og æstetisk udførelse, test og evaluering af produkter inden for det sonokommunikative område, herunder lydbranding, lyddesign til onlinemedier, underholdnings- og læringsprodukter,
- selvstændigt arbejde fagligt og tværfagligt inden for gældende ophavsretsregler, markedsføringslovgivning og presse-etiske rammer samt
- identificere egne læringsbehov og udvikle egen viden, færdigheder og kompetencer inden for optageteknologi, lydsoftware og lydhardware samt ledelse.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 11. februar 2022