Bekendtgørelse om undersøgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter
BEK nr 180 af 31/01/2022
Justitsministeriet
Bekendtgørelsens anvendelsesområde m.v.
§ 1
Denne bekendtgørelse finder anvendelse for personer, som er
- anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4,
- anbragt i hospital m.v. i medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1,
- indlagt på hospital for sindslidende m.v. i medfør af retsplejelovens § 809, stk. 2, eller
- anbragt i hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69.
§ 2
Kriminalforsorgens personale kan i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgen, undersøge, hvilke effekter en person, der er nævnt i § 1, har i sin besiddelse på sin person efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1. Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 4-6 finder tilsvarende anvendelse.
Kriminalforsorgens personale kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter, der i forbindelse med undersøgelse efter stk. 1 findes i den pågældendes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Kriminalforsorgens personale kan i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgen, anvende magt efter straffuldbyrdelseslovens § 62 og håndjern efter straffuldbyrdelseslovens § 65 over for de personer, der er nævnt i § 1. Bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 65 a, stk. 1, om anvendelse af håndjern ved enkeltstående fravær fra institutionen finder også anvendelse på de personer, der er nævnt i § 1, nr. 1-4, uanset at der ikke er tale om anbringelse i lukket institution.
Administrative regler fastsat i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 11, § 62, stk. 5, § 65, stk. 4, og § 65 a, stk. 4, finder med de fornødne tillempelser tilsvarende anvendelse i de i stk. 1-3 nævnte situationer.
Ikrafttræden
§ 3
Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. februar 2022.
Bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter ophæves.
Justitsministeriet
/Nick Hækkerup / Ina Eliasen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. februar 2022