Bekendtgørelse om gebyrer i henhold til lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter
BEK nr 141 af 18/01/2022
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
§ 1
Gebyret for behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter i en videnskabsetisk medicinsk komité udgør kr. 5.404 (2022 pris- og lønniveau).
For behandling af ændringer til allerede godkendte forskningsprojekter jf. stk. 1, betales et reduceret gebyr, der udgør kr. 2.027 (2022 pris- og lønniveau).
Komitéen kan reducere gebyrerne efter stk. 1 og stk. 2 for behandling af forskningsprojekter, der er en del af en sundhedsfaglig videregående uddannelse.
§ 2
Gebyrerne efter § 1, stk. 1 og 2, pris- og lønreguleres én gang om året og udmeldes af Sundhedsministeriet.
§ 3
De videnskabsetiske medicinske komitéer fastsætter regler for indbetaling af gebyrerne.
De videnskabsetiske medicinske komitéer kan gøre behandlingen af et forskningsprojekt afhængig af, at gebyret er betalt.
§ 4
Gebyret kan ikke kræves tilbagebetalt i tilfælde af, at et forskningsprojekt ikke kan godkendes af komitéen.
§ 5
Fornyet behandling af et tidligere afvist eller ikke-godkendt forskningsprojekt, herunder ændring af et allerede godkendt forskningsprojekt, forudsætter betaling af et nyt gebyr.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. januar 2022.
Sundhedsministeriet
/Magnus Heunicke / Cecilie Kaltoft Augustinus/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. juni 2022