Bekendtgørelse om landsplandirektiv for areal til virksomhed i Allerød Kommune
BEK nr 1130 af 27/06/2022
By-, Land- og Kirkeministeriet
§ 1
Bekendtgørelsens formål er at muliggøre udvidelse af en eksisterende virksomhed af national interesse på et areal i Lynge i Allerød Kommune.
§ 2
Bekendtgørelsen gælder for det på bilag 1 viste område, som omfatter matr.nr. 25p og 25s Lynge By, Lynge samt matr. nr. 8b og 3u Vassingerød By, Uggeløse.
§ 3
Det i § 2 afgrænsede område må kun anvendes til produktionserhverv, som ikke medfører en væsentlig miljømæssig påvirkning af omgivelserne. I tilknytning hertil må der etableres forskning og udvikling, administration, lager og forsendelse, tekniske anlæg og én bolig. Området må ikke udstykkes og anvendes til flere selvstændige erhverv.
§ 4
Området indgår i det ydre storbyområde, jf. bekendtgørelse nr. 312 af 28. marts 2019 om hovedstadsområdets planlægning (Fingerplan 2019 – landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning).
§ 5
Den kommunale planlægning skal sikre, at byudvikling og byomdannelse er af regional betydning inden for dette område.
§ 6
Den kommunale planlægning skal indeholde en redegørelse for, hvordan kommunen vil arbejde med supplerende virkemidler med henblik på at sikre trafikale effekter svarende til i det stationsnære kerneområde.
§ 7
Udnyttelse af de i landsplandirektivet beskrevne rammer kræver forudgående kommunal planlægning efter bestemmelserne i planloven.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. juli 2022.
§ 9
Nærværende bekendtgørelse erstatter, for det i bilag 1 viste område, bekendtgørelse nr. 312 af 28. marts 2019 om hovedstadsområdets planlægning (Fingerplan 2019 – landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning).
Indenrigs- og Boligministeriet
/Christian Rabjerg Madsen / Lise Aaen Kobberholm/
Bilag 1 Afgrænsning af området
Kilde: Datafordeleren (ortofoto 2021, skærmkort grå, udtræk maj 2022), Kortforsyningen (matrikelkort, udtræk oktober 2021).
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 7. juli 2022