TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om bidrag til forbedringsarbejder ved fortætning med nye almene boliger

BEK nr 1060 af 28/06/2022

DanmarkBekendtgørelse2022

Social- og Boligministeriet

§ 1

Bolig- og Planstyrelsen kan i perioden 2022-2031 inden for en bevilling fastsat på den årlige finanslov give tilsagn om bidrag til forbedringsarbejder i forbindelse med fortætning med nye almene boliger.

§ 2

Bidrag efter § 1 kan anvendes til forbedringsarbejder besluttet af afdelingsmødet efter almenboliglovens § 37.

Stk. 2

Udføres der samtidig både forbedringsarbejder og andre arbejder, kan der kun ydes bidrag til forbedringsarbejderne.

Stk. 3

Bidraget skal anvendes til forbedringsarbejder i den forud for fortætningen eksisterende almene boligafdeling. Forbedringsarbejder kan f.eks. være udskiftning af badeværelser og køkkener, opsætning af altaner, indbygning af elevatorer m.v.

§ 3

Ved fortætning forstås, at der etableres nye almene boliger i en boligafdeling ved udvidelse af antallet af boliger i afdelingen, eller at en del af boligafdelingens ejendom afhændes med henblik på etablering af nye almene boliger i en ny boligafdeling.

§ 4

Der kan ikke gives bidrag til forbedringsarbejder til almene boliger, som er beliggende i et udsat boligområde, jf. almenboliglovens § 61 a, stk. 1, eller i et forebyggelsesområde, jf. almenboliglovens § 61 b.

§ 5

Ansøgning om bidrag til forbedringsarbejder kan indsendes af en almen boligorganisation til Bolig- og Planstyrelsen i perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. september 2031.

Stk. 2

Ansøgning skal indsendes elektronisk og ved anvendelse af det ansøgningsskema, som findes på Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen og boligorganisationen skal på ansøgningstidspunktet have indberettet byggeprojektet vedrørende de boliger, der skal etableres ved fortætningen, i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB på kladde status 10.

Stk. 4

Bolig- og Planstyrelsen afgør efter den 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober, om der kan gives tilsagn efter § 8 til ansøgninger modtaget inden for det seneste kvartal.

§ 6

Bolig- og Planstyrelsen giver afslag på ansøgninger, når bevillingen fastsat på den årlige finanslov er opbrugt.

Stk. 2

Ikkeanvendte midler overføres til næste års bevilling.

§ 7

Bolig- og Planstyrelsen oplyser på styrelsens hjemmeside om meddelte tilsagn om bidrag til forbedringsarbejder og om den resterende årlige bevilling.

§ 8

Bolig- og Planstyrelsen skal lægge vægt på følgende forhold ved vurdering af, om tilsagn om bidrag efter § 1 skal gives:

  1. Grundpriser i den pågældende by eller bydel.
  1. Byggemuligheder i den pågældende by eller bydel.
  1. Boligafdelingens beliggenhed i forhold til byens eller bydelens midte.
  1. Andelen af almene boliger i den pågældende by eller bydel.

§ 9

Bidrag til forbedringsarbejder kan højst udgøre 150.000 kr. pr. almen bolig, som etableres ved fortætningen. Beløbet reguleres en gang årligt med udviklingen i nettoprisindekset. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2022.

§ 10

Senest 6 måneder efter at Bolig- og Planstyrelsen har givet tilsagn om bidrag til forbedringsarbejder, skal kommunalbestyrelsen have godkendt skema A i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB vedrørende de boliger, der skal etableres ved fortætningen.

Stk. 2

Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har godkendt skema A inden fristen efter stk. 1, bortfalder tilsagnet.

Stk. 3

Bolig- og Planstyrelsen kan på baggrund af en begrundet ansøgning i særlige tilfælde dispensere fra fristen i stk. 1.

§ 11

Senest 12 måneder efter at Bolig- og Planstyrelsen har givet tilsagn om bidrag til forbedringsarbejder, skal boligorganisationen have påbegyndt forbedringsarbejderne og oplyst styrelsen om den dato, hvor forbedringsarbejderne er påbegyndt.

Stk. 2

Tilsagnet bortfalder, hvis boligorganisationen ikke overholder fristen nævnt i stk. 1.

Stk. 3

Bolig- og Planstyrelsen kan på baggrund af en begrundet ansøgning i særlige tilfælde dispensere fra fristen i stk. 1.

§ 12

Når forbedringsarbejderne er afsluttet, skal boligorganisationen tilsende Bolig- og Planstyrelsen:

  1. Revisorgodkendt byggeregnskab med dokumentation for de afholdte udgifter til forbedringsarbejder.
  1. Redegørelse for status for byggeriet af de almene boliger, der skal etableres ved fortætningen.
Stk. 2

Bolig- og Planstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt bidrag til forbedringsarbejder kan udbetales efter at have modtaget oplysningerne nævnt i stk. 1.

§ 13

Efter anmodning fra Bolig- og Planstyrelsen udbetaler Udbetaling Danmark bidrag til forbedringsarbejder som et engangsbeløb til boligorganisationen.

Stk. 2

Bidraget efter § 9 fratrækkes boligorganisationens udgift til forbedringsarbejderne.

Stk. 3

Forbedringsarbejderne kan ikke finansieres ved opkrævning af husleje for de boliger, som etableres ved fortætningen.

§ 14

Bolig- og Planstyrelsen annullerer tilsagn om bidrag til forbedringsarbejder i følgende tilfælde:

  1. Tilsagnsmodtager har givet vildledende eller urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen om bidraget til forbedringsarbejder.
  1. De forbedringsarbejder, der er givet tilsagn om bidrag til, udføres ikke i overensstemmelse med ansøgningen.
  1. Den fortætning, som er forudsætningen for tilsagnet om bidrag til forbedringsarbejderne, udføres ikke i overensstemmelse med ansøgningen.
Stk. 2

Når tilsagn annulleres, efter at bidrag til forbedringsarbejder er blevet udbetalt, skal boligorganisationen tilbagebetale bidraget til Udbetaling Danmark.

§ 15

Enhver, der modtager bidrag til forbedringsarbejder, er forpligtet til efter anmodning fra Bolig- og Planstyrelsen at give enhver oplysning, der har betydning for styrelsens kontrol med, at fastsatte vilkår overholdes.

§ 16

Afgørelser truffet af Bolig- og Planstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for indenrigs- og boligministeren eller anden administrativ myndighed.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.


Bolig- og Planstyrelsen

/Sigmund Lubanski / Lise Heinesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2022
Ikrafttrædelsesdato
29. juni 2022