TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om krav om test i forbindelse med adgang til lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter og liberale serviceerhverv

BEK nr 296 af 26/02/2021

DanmarkBekendtgørelse2021

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

§ 1

I denne bekendtgørelse forstås en covid-19-test som en test, der er foretaget efter en af følgende testmetoder:

  1. PCR-test: Polymerase chain reaction-test.
  1. Antigentest: En test, der på kort tid viser, om der er immunkemisk påvisning af virusproteiner (antigener).

§ 2

For at forebygge og inddæmme udbredelse af covid-19 skal kunder, besøgende og lignende kunne forevise dokumentation for en covid-19-test med et negativt testresultat, som er foretaget inden for 72 timer før den pågældendes ankomst til et lokale eller en lokalitet omfattet af stk. 2, jf. dog § 3. Dokumentation efter 1. pkt. skal forevises til personale eller andre personer tilknyttet lokalet eller lokaliteten.

Stk. 2

Stk. 1 omfatter følgende lokaler og lokaliteter, som fysiske og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder, råder over, og hvortil offentligheden har adgang:

  1. Lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, herunder museer, teatre, spillesteder og biografer.
  1. Forlystelsesparker, zoologiske anlæg, akvarier og lignende.
  1. Tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier beliggende i Bornholms Regionskommune, Christiansø og Frederiksø.
  1. Køreskoler beliggende i Bornholms Regionskommune, Christiansø og Frederiksø.

§ 3

§ 2, stk. 1, gælder ikke for følgende:

  1. Børn under 15 år.
  1. Personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en covid-19-test.
  1. Personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en covid-19-test.
  1. Personer, der tidligere har været smittet med covid-19 inden for et nærmere bestemt tidsrum, jf. stk. 2.
Stk. 2

Personer er alene omfattet af stk. 1, nr. 4, hvis de kan fremvise dokumentation for en covid-19-test med et positivt testresultat, som er foretaget mindst 14 dage og højst 12 uger inden tidspunktet for den pågældendes ankomst til lokalet eller lokaliteten omfattet af § 2, stk. 2.

Stk. 3

§ 2, stk. 1, gælder ikke for kunder, besøgende og lignende, der ankommer til lokaler og lokaliteter omfattet af § 2, stk. 2, nr. 3 og 4, hvis personen kan fremvise dokumentation for et gennemført vaccinationsforløb for covid-19.

§ 4

Kan der ikke fremvises dokumentation for en covid-19-test med et negativt testresultat, jf. § 2, stk. 1, kan der ske bortvisning, jf. dog § 3.

§ 5

Følgende oplysninger skal fremgå af dokumentationen for covid-19-testen:

  1. Den testede persons navn svarende til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.
  1. Tidspunktet for testtagningen.
  1. Resultatet af testen.
Stk. 2

Dokumentation for et gennemført vaccinationsforløb for covid-19 skal indeholde den vaccinerede persons navn svarende til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.

Stk. 3

Dokumentation efter stk. 1 og 2 kan foreligge både i papirformat og elektronisk.

§ 6

Fysiske og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder, der har rådighed over lokaler eller lokaliteter omfattet af § 2, stk. 2, skal opfylde følgende krav:

  1. Der skal i eller ved lokalerne og lokaliteterne opsættes informationsmateriale om kravet i § 2 og muligheden for bortvisning efter § 4.
  1. Der må alene tillades adgang for kunder, besøgende og lignende, der overholder kravet i § 2, jf. dog § 3.

§ 7

Med bøde straffes den, der overtræder § 6.

Stk. 2

Med bøde straffes den, der ikke forlader lokaler og lokaliteter omfattet af § 2, stk. 2, efter at være blevet bortvist, jf. § 4, i forbindelse med den håndhævelse, som fysiske og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder, i medfør af § 6, nr. 2, foretager af kravet i § 2, jf. dog § 3.

Stk. 3

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. februar 2021, kl. 23.59.


Sundhedsministeriet

/Magnus Heunicke / Helene Skude Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
3. marts 2021
Bekendtgørelse om krav om test i forbindelse med adgang til lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter og liberale serviceerhverv | TheLawyer.sh