Bekendtgørelse om klippekort til ekstra ledsagelse til borgere i botilbud
BEK nr 267 af 25/02/2021
Social- og Boligministeriet
Målgruppe
§ 1
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at udstede et klippekort, som giver borgere i målgruppen for ledsagelse efter § 97 i lov om social service, og som bor eller har ophold på botilbud efter §§ 107 eller 108 i lov om social service eller på botilbudslignende tilbud efter § 105 i lov om almene boliger m.v., ret til i alt 12 timers ekstra ledsagelse fordelt over året i 2021.
Rammerne for ledsagelsen
§ 2
Ledsagelse efter § 1 skal ydes på samme måde og efter samme vilkår, som gælder for den ledsagelse, som borgeren modtager efter § 97 i lov om social service, jf. dog stk. 2-4.
Der kan ikke ske fradrag i ledsagelse efter § 1 for den ledsagelse, som borgeren i forvejen modtager i en form, der svarer til ledsagelse efter § 1.
Ledsagelse efter § 1 må ikke indgå i en eventuel aftale mellem borgeren og kommunalbestyrelsen om at opspare timer i ledsageordningen efter § 97 i lov om social service.
Borgeren afholder ved ledsagelse efter § 1 sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis borgeren ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for.
Ikrafttræden
§ 3
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2021.
Bekendtgørelsen ophæves den 1. januar 2022.
Social- og Ældreministeriet
/Astrid Krag / Inge Trads Kjeldsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 13. januar 2022