Bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler

Denne bekendtgørelse omfatter privatpersoners indførsel af lægemidler.

Denne bekendtgørelse omfatter ikke dyrlægers indførsel af lægemidler, som er omfattet af bekendtgørelse om dyrlægers indførsel af lægemidler.

Ved privatpersoner forstås enhver fysisk person, herunder læger, tandlæger og dyrlæger.

Privatpersoner må kun indføre lægemidler til Danmark under de betingelser, der fremgår af §§ 4-9 i denne bekendtgørelse.

Privatpersoner kan til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller -behandling ved indrejse medbringe lægemidler bestemt til human anvendelse. Der skal være tale om produkter, der sælges lovligt til privatpersoner i det land, hvor de er købt.

Fra lande, der ikke er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, kan der højst medbringes lægemidler til 3 måneders forbrug.

Privatpersoner kan til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller -behandling indføre lægemidler bestemt til human anvendelse pr. post, kurerforsendelse ol. fra lande, som er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen. Der skal være tale om produkter, der sælges lovligt til privatpersoner i det land, hvor de er afsendt fra.

Lægemidler, der indeholder euforiserende stoffer optaget på liste A i bekendtgørelse om euforiserende stoffer, må ikke indføres.

Lægemidler, der indeholder euforiserende stoffer omfattet af § 1 i bekendtgørelse om euforiserende stoffer og er optaget på liste B, C, D eller E i bekendtgørelse om euforiserende stoffer, må kun medbringes i mængder, der svarer til højst 30 dages forbrug, og kun på de betingelser, der fremgår af § 4, stk. 1.

Når særlige grunde taler for det, skal den rejsende på behørig måde kunne dokumentere, at lægemidlerne skal anvendes af den pågældende personligt til sygdomsforebyggelse eller -behandling. Den i Schengenkonventionens artikel 75 omtalte attest anses for behørig dokumentation, hvis den medbringes i original og er udstedt af den kompetente myndighed i den rejsendes bopælsland.

Når særlige grunde taler for det, kan en privatperson af Lægemiddelstyrelsen som betingelse for indførsel af et lægemiddel, jf. § 4, § 5 og § 7, stk. 1, afkræves dokumentation i form af en skriftlig erklæring fra en læge om, at lægemidlet skal anvendes af den pågældende personligt til sygdomsforebyggelse eller -behandling. Erklæringen skal være påtegnet af den kompetente myndighed i det land, som har meddelt lægen autorisation. Myndigheden skal ved påtegning bekræfte, at erklæringsudstederen er læge.

Lægemiddelstyrelsen kan, når ganske særlige grunde taler for det, tillade private at indføre lægemidler i videre omfang, end hvad der fremgår af § 4, § 5 og § 7, stk. 1.

Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3-9.

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.

Bekendtgørelse nr. 329 af 24. april 2018 om privates indførsel af lægemidler ophæves.

Lægemiddelstyrelsen

/Lars Bo Nielsen / Jeanne Majland/