TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ilægning og indsendelse af indlægssedler for lægemidler til mennesker og dyr

BEK nr 2429 af 14/12/2021

DanmarkBekendtgørelse2021

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

§ 1

En lægemiddelpakning der bringes på markedet i Danmark, skal indeholde en indlægsseddel, jf. dog stk. 2, 3 og 4.

Stk. 2

Indlægssedlen kan udelades fra lægemiddelpakningen, hvis lægemidlet er beregnet til udelukkende at skulle administreres af sundhedspersoner eller dyrlæger og hvis lægemidlet ikke er beregnet til langtidsvirkende effekt.

Stk. 3

Indlægssedlen kan udelades fra en lægemiddelpakning til mennesker, hvis alle oplysninger der er krav om i indlægssedlen, jf. kapitel 5 i bekendtgørelse om mærkning m.m. af lægemidler til mennesker, er anført direkte på lægemidlets indre eller ydre emballage.

Stk. 4

Indlægssedlen kan udelades fra en lægemiddelpakning til dyr, hvis alle oplysninger der er krav om i indlægssedlen, jf. artikel 14 i Europa-parlamentets og rådets forordninger 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/82/EF, er anført direkte på lægemidlets indre eller ydre emballage.

§ 2

Den, der bringer et lægemiddel på markedet i Danmark, skal indsende den til enhver tid gældende indlægsseddel til Lægemiddelstyrelsen, jf. lægemiddellovens § 59, stk. 1, ved upload på Lægemiddelstyrelsens portal DKMAnet Indlægssedler.

Stk. 2

Indlægssedlen til et nyt lægemiddel skal være uploadet, senest når lægemidlet markedsføres.

Stk. 3

Når indlægssedlen til et markedsført lægemiddel ændres, skal den uploades senest 3 måneder efter godkendelsen af variationen som meddelt af Lægemiddelstyrelsen eller forlængelsen af markedsføringstilladelsen, selv hvis indlægssedlen endnu ikke anvendes i de pakninger, der er på markedet, medmindre andet er fastsat i forbindelse med ændring eller forlængelse af markedsføringstilladelsen for lægemidlet.

§ 3

Indlægssedler uploades i følgende form:

  1. PDF-format i en version, således at dokumentet frem- står læsbart i Adobe Reader version 5.0 og senere versioner.
  1. Dokumentet må fylde op til 1 MB.
  1. Dokumentet skal være let læseligt på skærm og i udskrift i 300 dpi på A4-papir og så vidt muligt i samme layout som den trykte indlægsseddel. Kan dette ikke opnås, skal layoutet ændres for at sikre læseligheden på skærm og i udskrift.
  1. Hvis flersprogede indlægssedler på skærm og i udskrift fremstår læselige i samme layout som den trykte ind- lægsseddel, skal dette layout bevares. Er dette ikke til- fældet, kan PDF-filen begrænses til kun at indeholde den danske tekst.
  1. Dokumentet skal være tekstbaseret og teksten skal kunne læses af gængse skærmlæsningsværktøjer. Dog skal figurer indsættes i en opløsning, så de på skærm og i udskrift fremstår læselige.
  1. Dokumentet skal som standard åbne på skærmen, så teksten fremstår i en læsevenlig størrelse.

§ 4

Den, der bringer et lægemiddel på markedet, skal via DKMAnet Indlægssedler markere, når lægemidlet ikke længere ønskes markedsført i Danmark.

Stk. 2

Midlertidig afbrydelse af markedsføring af et lægemiddel af op til 6 måneders varighed skal dog ikke markeres i DKMAnet Indlægssedler.

§ 5

Lægemiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde og på betingelser, der fastsættes i hvert enkelt tilfælde, dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser.

§ 6

Med bøde straffes den, der overtræder § 1, § 2, § 3 eller § 4, stk. 1.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. januar 2022.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 426 af 6. maj 2011 om indsendelse af indlægssedler til Lægemiddelstyrelsen ophæves.


Lægemiddelstyrelsen

/Lars Bo Nielsen / Hanne Lomholt Larsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
15. december 2021