TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om pligt til registrering og videregivelse af oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer for ansvarshavende for luftfartselskaber i forbindelse med håndtering af covid-19

BEK nr 225 af 18/02/2021

DanmarkBekendtgørelse2021

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

§ 1

Ansvarshavende for luftfartselskaber skal i forbindelse med flyvninger til Danmark fra udlandet registrere følgende oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer:

  1. Navn.
  1. Telefonnummer.
  1. Fly- og pladsnummer.
Stk. 2

Registrering af telefonnummer om passagerer skal som minimum omfatte telefonnummer på den passager, som har foretaget booking, eller som er angivet i forbindelse med check-in. Pladsnummer for besætningsmedlemmer skal kun registreres, hvis besætningsmedlemmet har et pladsnummer.

Stk. 3

Pligten efter stk. 1 omfatter ikke flyvninger, der ankommer til landet fra Færøerne og Grønland.

§ 2

Ansvarshavende for luftfartselskaber skal af egen drift videregive de i § 1 nævnte oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed hurtigst muligt og senest 3 timer efter flyets ankomst til en dansk lufthavn fra udlandet eller senest kl. 8 den efterfølgende dag, hvis flyet ankommer efter kl. 19.

Stk. 2

Har en flyvning fælles rutenummer, er det alene det luftfartsselskab, der står for flyvningen, der skal videregive oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. stk. 1.

§ 3

Styrelsen for Patientsikkerhed skal slette de oplysninger, som ansvarshavende for luftfartselskaber har videregivet til styrelsen efter § 2, senest 30 dage efter det tidspunkt, hvor styrelsen har registreret oplysningerne, jf. dog stk. 3.

Stk. 2

Styrelsen for Patientsikkerhed kan undlade at foretage journalisering af oplysninger, som er videregivet til styrelsen efter § 2, jf. dog stk. 3.

Stk. 3

Oplysninger om en person, der er smittet med Coronavirussygdom 2019 (covid-19), som indgår i en sag vedrørende konkret smittesporing oprettet af Styrelsen for Patientsikkerhed, journaliseres i overensstemmelse med reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen og opbevares i overensstemmelse med arkivlovens regler.

§ 4

Ansvarshavende for luftfartselskaber, der undlader at videregive oplysninger efter § 2, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. februar 2021.

Stk. 2

Bekendtgørelsen ophæves den 1. marts 2021.


Sundhedsministeriet

/Magnus Heunicke / Annette Baun Knudsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
19. februar 2021
Bekendtgørelse om pligt til registrering og videregivelse af oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer for ansvarshavende for luftfartselskaber i forbindelse med håndtering af covid-19 | TheLawyer.sh