TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forbud mod at lande med passagerer fra visse lande og regioner uden negativ covid-19-test

BEK nr 2151 af 26/11/2021

DanmarkBekendtgørelse2021

Transportministeriet

§ 1

Kommercielle som ikke-kommercielle luftfartsoperatører, der flyver med passagerer fra en lufthavn beliggende i et land eller en region, der på tidspunktet for afrejsen fremgår af bilag 1 (røde lande og regioner), må ikke lande i danske lufthavne med passagerer fra 15 år, der ikke kan fremvise en negativ covid-19-test, jf. §§ 2-3.

Stk. 2

Kravet om fremvisning af negativ covid-19-test efter stk. 1 gælder ikke for:

  1. Luftfartsselskabets besætning, der er i tjeneste, medmindre der er tale om ikke-kommercielle flyvninger.
  1. Passagerer ombord på et luftfartøj, der alene foretager en teknisk mellemlanding, og hvor passagererne ikke forlader fartøjet.

Krav til covid-19-test

§ 2

En negativ covid-19-test, der er foretaget mere end 72 timer før den pågældende flyafgang, kan ikke benyttes som dokumentation for, at kravet efter § 1, stk. 1, er opfyldt.

Stk. 2

Testen for covid-19 skal være en PCR-test for at kunne benyttes som dokumentation for, at kravet efter § 1, stk. 1, er opfyldt.

§ 3

Af dokumentationen for, at en covid-19-test, jf. § 1, stk. 1, og § 2, er foretaget, skal følgende oplysninger fremgå:

  1. Personens navn, jf. stk. 2.
  1. Tidspunktet for testtagning.
  1. Udsteder af testresultatet, herunder kontaktinformationer for udstederen.
Stk. 2

Personens navn, jf. stk. 1, nr. 1, skal svare til navnet på passagerens pas.

Stk. 3

Covid-19-testresultatet kan foreligge både i papirformat og elektronisk.

Stk. 4

Covid-19-testresultatet skal foreligge på dansk, svensk, norsk, engelsk, tysk, spansk, fransk eller italiensk.

Straf

§ 4

Efter luftfartslovens § 149, stk. 8, straffes overtrædelse af § 1, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2

Efter luftfartslovens § 149, stk. 14, kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Ikrafttræden

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. november 2021.

Stk. 2

Bekendtgørelsen ophæves den 18. december 2021.


Transportministeriet

/Benny Engelbrecht / Christian Løvenbalck Haxthausen/

Bilag 1 Liste over regioner og lande, som er kategoriseret som røde

Lande, som er kategoriseret som røde:

  1. Botswana
  1. Eswatini
  1. Lesotho
  1. Mozambique
  1. Namibia
  1. Sydafrika
  1. Zimbabwe

Regioner, som er kategoriseret som røde:

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
23. december 2021