Bekendtgørelse om krav om mundbind m.v. i sundhedssektoren i forbindelse med håndtering af covid-19
BEK nr 2129 af 25/11/2021
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Anvendelsesområde
§ 1
Denne bekendtgørelse gælder for følgende offentlige og private institutioner m.v. på sundhedsområdet:
- Offentlige og private sygehuse og klinikker, hvorved forstås regionale sygehuse og tilknyttede behandlingsinstitutioner, jf. § 74, stk. 2, i sundhedsloven, regionale læge- og speciallægeklinikker og lignende, foreningsejede specialsygehuse, private sygehuse og klinikker, hospicer samt private læge- og speciallægeklinikker.
- Klinikker m.v. i praksissektoren, jf. § 57 i sundhedsloven, herunder ved alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger, praktiserende tandlæger, fysioterapeuter, praktiserende psykologer.
- Kommunale sundhedstilbud, hvorved forstås sundhedstilbud med fysisk fremmøde oprettet i henhold til kapitel 34-41 i sundhedsloven, herunder forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, kommunale akutpladser, sygeplejeklinikker, tandplejeklinikker, genoptræningsfaciliteter.
Krav om anvendelse af mundbind eller visir
§ 2
Personer på 12 år og derover, herunder patienter, besøgende og medarbejdere, skal på institutioner m.v., der er omfattet af § 1, have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, når de befinder sig i lokaler, hvortil offentligheden har adgang, jf. dog §§ 3-5.
Der kan ske bortvisning af besøgende, der uberettiget undlader at bære mundbind eller visir efter stk. 1.
Undtagelser til kravet om mundbind eller visir
§ 3
Kravet om mundbind eller visir i § 2, stk. 1, gælder ikke for følgende personer:
- Patienter, der er indlagt på sygehus m.v., omfattet af § 1, nr. 1.
- Medarbejdere og lignende, der opholder sig i et aflukket rum eller bag en afskærmning, hvortil alene medarbejdere og lignende har adgang.
- Borgere og patienter under udøvelse af træningsaktivitet hos fysioterapeut, jf. § 1, nr. 2, og i kommunale genoptræningsfaciliteter, jf. § 1, nr. 3.
§ 4
Kravet om mundbind eller visir i § 2, stk. 1, gælder ikke personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.
§ 5
Uanset § 2, stk. 1, kan mundbind eller visir fjernes helt eller delvist, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det, herunder i følgende situationer:
- Under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensreglerne for den pågældende institution m.v.
- Under indtagelse af medicin.
- Under samtale med personer, der mundaflæser.
- Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
- Hvis politiet skal foretage identifikation.
- Hvis børn og unge eller personer med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse af forskellige årsager skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.
Definition af mundbind og visir
§ 6
Ved mundbind forstås i § 2, stk. 1, engangsmundbind eller stofmundbind, der dækker næse og mund, og som er fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørerne eller bag hovedet og er tætsluttende omkring ansigtet.
Ved visir forstås i § 2, stk. 1, skærme af plastik, der dækker øjne, næse og mund eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet.
Øvrige krav, herunder om opsætning af informationsmateriale m.v.
§ 7
Institutioner m.v., som er omfattet af § 1 skal opfylde følgende krav:
- Der skal i eller ved lokalerne m.v. opsættes informationsmateriale om kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 2, stk. 1, og om mulighed for bortvisning ved manglende efterkommelse af kravet, jf. § 2, stk. 2.
- Der må alene tillades adgang for besøgende, der overholder kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 2, stk. 1, jf. dog §§ 3-5.
- Det skal sikres, at medarbejdere og lignende overholder kravet om at bruge mundbind eller visir efter § 2, stk. 1, jf. dog §§ 3-5.
- Det skal sikres, at patienter, borgere og besøgende, der undtagelsesvis ikke har medbragt mundbind m.v. ved fremmøde i lokaler, der er omfattet af krav efter § 2, stk. 1, og som ikke med rimelighed i situationen kan fremskaffe mundbind m.v., vederlagsfrit kan få udleveret mundbind til brug for den konkrete situation.
Strafbestemmelse
§ 8
Med bøde straffes den, der overtræder § 7, nr. 1, 2 eller 3.
Med bøde straffes den, der ikke forlader lokaler, som er omfattet af krav efter § 2, stk. 1, efter at være blevet bortvist, jf. § 2, stk. 2, i forbindelse med den håndhævelse, som institutioner m.v. foretager af kravet om mundbind eller visir, jf. § 7, nr. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. november 2021.
Bekendtgørelsen ophæves den 10. december 2021.
Sundhedsministeriet
/Magnus Heunicke / Louise Filt/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 26. november 2021