TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om færgefart

BEK nr 1153 af 07/06/2021

DanmarkBekendtgørelse2021

Transportministeriet

§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved »cabotageforordningen« Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads).

§ 2

Kontrakter omfattet af § 4 i lov om færgefart udbydes i henhold til gældende lovgivning om offentlige indkøb og cabotageforordningen.

Stk. 2

Kontrakter omfattet af lov om færgefart § 4 med en værdi under den relevante tærskelværdi for EU-udbud indgås på baggrund af en tildelingsprocedure, som overholder gældende lovgivning om offentlige indkøb under tærskelværdien for EU-udbud og cabotageforordningen.

Stk. 3

Kontrakter omfattet af § 4 i lov om færgefart kan omfatte en kontraktperiode på højst 6 år, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4

Kontraktperioden kan være op til 12 år, hvis hensynet til ekstraordinære investeringer i infrastruktur eller tonnage taler herfor, og det ikke medfører, at konkurrenter holdes ude af markedet, jf. dog stk. 5.

Stk. 5

Bestemmelserne i stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse i det omfang en kortere kontraktperiode er foreskrevet i gældende lovgivning om offentlige indkøb.

§ 3

For færgeruter, der betjener øer, hvor det samlede årlige antal passagerer, der befordres ad søvejen til eller fra den pågældende ø, ikke overstiger 300.000, kan der i stedet for udbud efter § 2 foretages indkaldelse af interessetilkendegivelser, jf. § 4. Antallet af passagerer skal beregnes ud fra et gennemsnit baseret på de to seneste regnskabsår.

Stk. 2

Kontraktperioden kan omfatte en periode på højst 12 år.

Stk. 3

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse i det omfang, kontrakten er udbudspligtig i henhold til gældende lovgivning om offentlige indkøb.

§ 4

Ved indkaldelse af interessetilkendegivelser efter § 3, stk. 1, offentliggør den myndighed, der ønsker færgedriften varetaget, de relevante oplysninger om færgedriften i EU-Tidende med anmodning om, at interesserede virksomheder eller personer tilkendegiver deres interesse for at varetage færgedriften.

Stk. 2

Myndigheden indgår aftale med den interesserede virksomhed eller person, der kan udføre færgedriften på de økonomisk mest fordelagtige vilkår.

Stk. 3

Indkaldelse af interessetilkendegivelser og indgåelse af aftaler skal ske uden forskelsbehandling, herunder af EF-redere som defineret i artikel 2, nr. 2, i cabotageforordningen.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2021.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 508 af 16. maj 2013 om færgefart ophæves.


Transportministeriet

/Benny Engelbrecht / Rasmus Shermer/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2021
Ikrafttrædelsesdato
7. juni 2021