Bekendtgørelse om sammenkædning af offentlige finansielle foranstaltninger til energieffektive renoveringer i bygninger med planlagte eller gennemførte energibesparelser
BEK nr 1014 af 21/05/2021
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Anvendelsesområde
§ 1
Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om sammenkædning af offentlige finansielle foranstaltninger til energieffektive renoveringer i bygninger med planlagte eller gennemførte energibesparelser.
Bekendtgørelsen finder anvendelse, når den offentlige forvaltning m.v. fastsætter finansielle foranstaltninger, som via anvendelse af offentlige midler understøtter energieffektive renoveringer i bygninger.
Definitioner
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Den offentlige forvaltning m.v.: a) Staten, kommuner og regioner. b) Institutioner, selskaber, foreninger m.v., hvis mere end 50 pct. af udgifterne ved deres virksomhed dækkes af offentlige midler, eller hvis de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelser til at træffe afgørelse på det offentliges vegne. c) Virksomheder, der ejes af det offentlige, eller hvor det offentlige har bestemmende indflydelse.
- Finansielle foranstaltninger: Alle typer af finansielle foranstaltninger som hidrører fra offentlige midler, såsom direkte tilskud, skattefordele, afgiftsfritagelser eller andre foranstaltninger, som giver modtageren en økonomisk fordel.
- Energieffektive renoveringer i bygninger: Forøgelse af bygningers energieffektivitet som følge af alle former for forbedringer, fornyelser og øvrige renoveringer i bygninger, uanset om de skyldes teknologiske, adfærdsmæssige eller økonomiske ændringer m.v.
Kriterier
§ 3
Når den offentlige forvaltning m.v. fastsætter finansielle foranstaltninger som målrettes energieffektive renoveringer i bygninger, så skal minimum ét af følgende kriterier indarbejdes i foranstaltningen, for at der kan gives modtageren en økonomisk fordel:
- Den energimæssige ydeevne for det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen, i hvilke tilfælde det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen, skal installeres af en installatør med det relevante certificerings- eller færdighedsniveau.
- Standardværdier til beregning af energibesparelser i bygninger.
- De forbedringer, der er opnået som følge af en sådan energirenovering, ved at sammenligne energiattester udstedt før og efter renoveringen.
- Resultatet af et energisyn.
- Resultatet af en anden relevant, gennemsigtig og forholdsmæssig metode, som viser forbedringen af den energimæssige ydeevne.
Undtagelser
§ 4
Såfremt det i helt særlige tilfælde vurderes uproportionelt at sammenkæde offentlige finansielle foranstaltninger til energieffektive renoveringer i bygninger med planlagte eller gennemførte energibesparelser, f.eks. når støtteforanstaltningens nettoværdi er meget begrænset, så kan der konkret fraviges fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
Ikrafttræden
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2021.
Energistyrelsen
/Stig Uffe Pedersen / Jakob Hedemark Birkkjær/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2021
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. maj 2021