TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om DR's, TV 2 DANMARK A/S' og de regionale TV 2-virksomheders forpligtelse til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning (Beredskabsmeddelelser)

BEK nr 975 af 18/06/2020

DanmarkBekendtgørelse2020

Kulturministeriet

§ 1

DR, TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder er forpligtede til at udsende beredskabsmeddelelser for statslige myndigheder med beredskabsansvar.

Stk. 2

Ved en beredskabsmeddelelse forstås en meddelelse, der angår en akut situation af livstruende karakter for et større antal mennesker.

§ 2

Aftale om fremgangsmåden for udsendelse af beredskabsmeddelelser indgås mellem DR, TV 2 DANMARK A/S, de regionale TV 2-virksomheder, Rigspolitichefen og Beredskabsstyrelsen.

§ 3

En myndighed, der ikke er omfattet af § 1, stk. 1, og som ønsker en beredskabsmeddelelse udsendt, kan rette henvendelse til politiet med henblik på at få udsendt beredskabsmeddelelser.

§ 4

Den myndighed, der ønsker en beredskabsmeddelelse udsendt af DR, TV 2 DANMARK A/S og en eller flere af de regionale TV 2-virksomheder, er ansvarlig for beredskabsmeddelelsens indhold.

Stk. 2

Beredskabsmeddelelser skal gengives ordret og så hurtigt som muligt. De indledes og afsluttes med en angivelse af, at der er tale om en beredskabsmeddelelse fra den pågældende myndighed.

§ 5

Udsendelse af beredskabsmeddelelser på de mest anvendte fremmedsprog kan finde sted efter nærmere aftale med DR, TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder. Den pågældende myndighed afholder de særlige udgifter, der er forbundet med udsendelse af en sådan beredskabsmeddelelse.

Stk. 2

DR, TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder skal udsende beredskabsmeddelelser på en måde, der er tilgængelig for personer med handicap.

§ 6

Udsendelse af beredskabsmeddelelser kan ske såvel efter forudgående sirenevarsling som uden forudgående sirenevarsling.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 164 af 16. marts 2005 om DR’s, TV 2/DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders forpligtelse til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning (Beredskabsmeddelelser) ophæves.


Kulturministeriet

/Joy Mogensen / Katrine Tarp/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2020
Ikrafttrædelsesdato
27. juni 2020