TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsat delvis suspension af tilbud om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-

BEK nr 684 af 24/05/2020

DanmarkBekendtgørelse2020

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Justeringer angående lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

§ 1

Med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af COVID-19 her i landet, fraviges forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige i følgende regler for personer, der deltager i tilbud i medfør af danskuddannelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 901 af 19. august 2019 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og regler fastsat i medfør heraf:

  1. § 2 e, stk. 1 og § 2 f, stk. 1, vedrørende tidsperioden for tilbud om danskuddannelse, jf. stk. 2,
  1. § 6 a vedrørende gyldighedsperioden for de enkelte klip på klippekortet, jf. stk. 3, eller
  1. § 9, stk. 3, vedrørende udbyders evaluering af kursisternes sprogtilegnelse ved overgang mellem moduler, jf. dog stk. 4.
Stk. 2

Vedrørende stk. 1, nr. 1, om tidsperioden for tilbud om danskuddannelse, jf. § 2 e, stk. 1, og § 2 f, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., gælder det for kursister, som i perioden fra den1. marts 2020 til den 1. juni 2020 har været afskåret fra at deltage i danskuddannelse som følge af COVID-19 relaterede årsager, at danskuddannelsesperioden forlænges med en tilsvarende periode.

Stk. 3

Vedrørende stk. 1, nr. 2, om gyldighedsperioden for de enkelte klip på klippekortet, jf. § 5, stk. 2, samt bilag 2, i bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., gælder det for kursister, som i periode fra den 1. marts 2020 til den 1. juni 2020 har været afskåret fra at deltage i danskuddannelse som følge af COVID-19 relaterede årsager, at klippekortet forlænges med en tilsvarende periode.

Stk. 4

Uanset stk. 1, nr. 3, vedrørende udbyders evaluering af kursisternes sprogtilegnelse, kan udbyder af danskuddannelse i perioden til og med den 30. juni 2020 vælge at gennemføre modulskifte på følgende vis:

  1. der kan gennemføres modultest med anvendelse af testmateriale udarbejdet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, jf. § 15, stk. 2, i bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., hvilket indebærer fysisk fremmøde,
  1. der kan gennemføres en faglig vurdering af, om den enkelte kursist har opnået et dansksprogligt færdighedsniveau, der svarer til en bestået modultest på det niveau, kursisten er indplaceret på. Vurderingen skal være skriftlig og har gyldighed som en bestået modultest. Den skriftlige vurdering erstatter scorearket til pågældende modultest og opbevares af udbyder fysisk eller digitalt i 3 år, eller frem til den pågældende kursist afslutter danskuddannelsen ved bestået prøve i dansk, jf. § 9, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller
  1. der kan gennemføres modulskifte ved en kombination af nr. 1 og nr. 2, således at kursisten samlet vurderes i alle deldiscipliner (læse- skrive-, lytte og mundtligt). Der henvises til nr. 2. vedr. dokumentation for den faglige vurdering.

Ikrafttrædelse

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. maj 2020.


Udlændinge- og Integrationsministeriet

/Mattias Tesfaye / Lars von Spreckelsen-Syberg/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2020
Ikrafttrædelsesdato
26. maj 2020