Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til flytekniker
BEK nr 435 af 15/04/2020
Børne- og Undervisningsministeriet
Formål og opdeling
§ 1
Erhvervsuddannelsen til flytekniker har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområde: Vedligeholdelse af fly/helikoptere til civil luftfart i henhold til Kommissionens forordning (EU) Nr. 1321/2014 af 26. november 2014 om vedvarende luftdygtighed af luftfartøjer og luftfartøjsmateriel, -dele og -apparatur og om godkendelse af organisationer og personale, der deltager i disse opgaver.
Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat for det trin eller speciale, jf. stk. 3 og 4, som eleven har valgt.
Uddannelsen indeholder trin 1, A-flymekaniker svarende til kategori A uddannelse jf. EU forordningen, indplaceret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
Uddannelsen afsluttes med trin 1, jf. stk. 3, eller et af følgende specialer, indplaceret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:
- B1-flytekniker, mekanik, trin 2 svarende til en kategori B1 uddannelse, jf. EU forordningen.
- B2-flytekniker, elektronik, trin 3, svarende til en kategori B2 uddannelse, jf. EU forordningen.
Varighed
§ 2
Uddannelsen varer fra 2 år og 6 måneder til 6 år og 6 måneder, inklusive grundforløbet. Grundforløbet kan ikke erstattes af grundlæggende praktisk oplæring i en virksomhed.
Uddannelsens trin 1, A-flymekaniker, varer 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 15 uger fordelt på mindst to skoleperioder.
Uddannelsens speciale trin 2, B1-flytekniker, mekanik, varer yderligere 2 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 45 uger tilrettelagt på mindst fem skoleperioder.
Uddannelsens speciale trin 3, B2-flytekniker, elektronik, varer yderligere 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 16 uger tilrettelagt på mindst én skoleperiode.
Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet
§ 3
For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6.
Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder, jf. EU- forordningen:
- Matematik svarende til modul 1.
- Fysik svarende til modul 2.
- Elektricitet svarende til modul 3.
- Materialer og hardware svarende til modul 6.
- Grundlæggende aerodynamik svarende til modul 8.
- Vedligeholdelsespraksis, menneskelige faktorer, lovgivning for flyindustrien samt flysystemer i relevante delelementer fra modul 7a, 9a, 10 og 11 i EU- forordningen.
Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:
- Flytekniske arbejdsmetoder, begreber og værktøjer til udvalgte opgaver.
- Udførelse af en hensigtsmæssig mundtlig og skriftlig kommunikation med kunder og kollegaer på både dansk og engelsk.
- Vurdering af, om eget arbejde opfylder de af underviseren udvalgte kvalitetsmæssige krav.
- Gældende sikkerheds- og miljømæssige regler i forhold til egen og andres sikkerhed ved udførelse af arbejdet.
- Ergonomisk korrekt udførelse af enkle arbejdsopgaver.
- It til faglig informationssøgning og kommunikation.
Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:
- udvise en ansvarlig holdning til flysikkerhed og luftdygtighed,
- anvende og redegøre for flytekniske og relevante naturvidenskabelige arbejdsmetoder, begreber og værktøjer,
- under vejledning foretage simpel vedligeholdelse på enkelte dele af fly/helikoptere,
- under vejledning udskifte enkelte dele på et fly/helikopter,
- selvstændigt planlægge enkle arbejdsopgaver og
- tage stilling til arbejdsrelevant ergonomi samt sikkerheds- og miljømæssige krav.
Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveauer og med følgende karakterkrav:
- Dansk på E-niveau.
- Matematik på D-niveau, bestået.
- Engelsk på D-niveau, bestået.
- Fysik på D-niveau, bestået.
Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende:
- Personlig sikkerhed ved arbejde med epoxy og isocyanater, jf. Arbejdstilsynets retningslinjer.
- Kompetencer svarende til ”Førstehjælp på erhvervsuddannelserne”, efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. august 2016.
- Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014.
Kompetencer i hovedforløbet
§ 4
Hovedforløbet har følgende kompetencemål:
- Eleven kan udvise en ansvarlig holdning til flysikkerhed og luftdygtighed.
- Eleven kan inden for gældende EU-regler og fabrikantens standarder, anvende viden om service og vedligeholdelse, samt foretage vedligeholdelse inden for afgrænsede arbejdsopgaver på fly/helikoptere.
- Eleven kan koble relevant teori til udførelse af arbejdsopgaver fra praktikken i overensstemmelse med et arbejdsgrundlag jf. gældende EU-regler og fabrikantens standarder.
- Eleven kan inden for gældende EU-regler og fabrikantens standarder, anvende viden om service, vedligeholdelse og idriftsættelse af fly/helikoptere samt foretage vedligeholdelse, reparation, fejlfinding og idriftsættelse af enten fastvingede fly med turbinemotor, fastvingede fly med stempelmotor eller helikoptere med turbinemotor.
- Eleven kan inden for gældende EU-regler og fabrikantens standarder, foretage reparation og fejlfinding af el- og elektroniksystemer på fly/helikoptere.
Kompetencemålene nr. 1 -3, jf. stk. 1, gælder for alle elever i hovedforløbet.
Kompetencemålene nr. 4, jf. stk. 1, gælder for trin 2 specialet B1-flytekniker, mekanik og trin 3 specialet B2-flytekniker, elektronik.
Kompetencemål nr. 5, jf. stk. 1, gælder for trin 3 specialet B2-flytekniker, elektronik.
Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
Godskrivning og merit
§ 5
Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse samt bestemmelser om merit, er fastsat i bilag 1.
Elevens uddannelsesforløb afkortes yderligere, i det omfang elevens individuelle kompetencer giver grundlag herfor.
Afsluttende prøve
§ 6
Skolen afholder en afsluttende prøve som afslutning på sidste skoleperiode i trin 1, A-flymekaniker Prøven består af en opgave, som stilles inden for de uddannelsesspecifikke fag, og besvares kombineret praktisk og mundtligt. Opgaven løses inden for en varighed af 3 klokketimer. Trinprøven aflægges af alle elever, uanset om eleverne fortsætter til næste trin.
Skolen afholder en afsluttende prøve som afslutning på sidste skoleperiode i trin 2 specialet B1-flytekniker, mekanik. Prøven udgør en svendeprøve. Prøven består af en opgave, som stilles inden for de uddannelsesspecifikke fag, og besvares kombineret praktisk og mundtligt. Opgaven løses inden for en varighed af 6 klokketimer.
Skolen afholder en afsluttende prøve som afslutning på sidste skoleperiode i trin 3 specialet B2-flytekniker, elektronik. Prøven består af en opgave, som stilles inden for de uddannelsesspecifikke fag, og besvares kombineret praktisk og mundtligt. Opgaven løses inden for en varighed af 3 klokketimer.
For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have bestået hvert af de uddannelsesspecifikke fag. Eleven skal endvidere have bestået den afsluttende prøve på det pågældende trin, jf. stk. 1-3.
Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev til elever, der afslutter på trin 2, og et uddannelsesbevis til elever, der afslutter på trin 1 og trin 3, som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen.
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2020.
Bekendtgørelse nr. 1167 af 31. oktober 2017 om erhvervsuddannelsen til flymekaniker ophæves.
Elever, der påbegynder eller er påbegyndt uddannelsen før den 1. januar 2018, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.
For elever, som er nævnt i stk. 3, og som ønsker at overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse, fastsætter skolen i den lokale uddannelsesplan eventuelle overgangsordninger.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
/Konstitueret direktør\nMartin Larsen / Silvia Fernandez/
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
- Kriterier for vurdering af, om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser
Er ikke muligt på denne uddannelse.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 18. april 2020