Bekendtgørelse om notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer, der udfører 3. partskontrol med gødningsprodukter
BEK nr 381 af 02/04/2020
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse på de overensstemmelsesvurderingsorganer, som er etableret i Danmark, og som ønsker at blive notificeret til at udføre 3. partskontrol med gødningsprodukter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 af 5. juni 2019 om fastsættelse af regler om tilgængeliggørelse på markedet af EU-gødningsprodukter og om ændring af forordning (EF) nr. 1069/2009 og (EF) nr. 1107/2009 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2003/2003 (herefter benævnt gødningsforordningen).
Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på Danmarks nationale akkrediteringsorgan (herefter benævnt DANAK) for de opgaver, som DANAK varetager ifm. akkreditering af overensstemmelsesvurderingsorganer, der indgiver en ansøgning om notifikation, eller som er notificeret i henhold til gødningsforordningen.
§ 2
Landbrugsstyrelsen er bemyndigende myndighed i Danmark, jf. gødningsforordningens artikel 21, stk. 1.
§ 3
Ansøgning om notifikation, jf. artikel 27 i gødningsforordningen, som overensstemmelsesvurderingsorgan i Danmark indsendes til Landbrugsstyrelsen, som træffer afgørelse herom.
Ansøgningen skal vedlægges en beskrivelse af de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, det eller de overensstemmelsesvurderingsmoduler og det eller de EU-gødningsprodukter, som ansøger ønsker at blive notificeret til, samt et akkrediteringscertifikat udstedt af DANAK, hvorved det attesteres, at ansøger opfylder alle relevante krav i gødningsforordningen. Akkrediteringscertifikatet skal vedrøre det eller de overensstemmelsesvurderingsmoduler og det eller de EU-gødningsprodukter, der ansøges om notifikation til.
DANAK foretager løbende vurdering og overvågning af akkrediterede overensstemmelsesvurderingsorganer i Danmark i henhold til bekendtgørelse nr. 913 af 25. september 2009 om akkreditering af virksomheder.
Såfremt DANAK i henhold til bekendtgørelse nr. 913 af 25. september 2009 om akkreditering af virksomheder, tilbagetrækker eller suspenderer en akkreditering eller dele af akkrediteringsområdet, underretter DANAK straks Landbrugsstyrelsen herom.
Landbrugsstyrelsen begrænser, suspenderer eller inddrager notifikationen i henhold til gødningsforordningens artikel 30, hvis Landbrugsstyrelsen har konstateret eller er blevet orienteret om, at et overensstemmelsesvurderingsorgan ikke længere opfylder alle kravene i artikel 24, jf. bilag IV eller andre relevante krav i gødningsforordningen, eller at det ikke opfylder sine forpligtelser.
§ 4
Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. april 2020.
Landbrugsstyrelsen
/Jette Petersen / Sonja Canger/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2020
- Ikrafttrædelsesdato
- 7. april 2020