TheLawyer.sh
Tilbage

Lov om ændring af lov om anvendelsen af visse af Den Europæiske Unions retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v. (Adgang til kontrolbesøg m.v.)

LOV nr 1732 af 01/12/2020

DanmarkLov2020

Erhvervsministeriet

§ 1

I lov om anvendelsen af visse af Den Europæiske Unions retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 9. juni 2011, som ændret ved § 21 i lov nr. 1231 af 18. december 2012 og § 3 i lov nr. 1716 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

  1. Efter § 1 e indsættes: »§ 1 f.

Erhvervsstyrelsen kan kræve alle nødvendige oplysninger, herunder handelsdokumenter, kunderegistre, varefortegnelser m.v., til brug for styrelsens tilsyns- og kontrolopgaver i henhold til denne lov, retsakter nævnt i § 1 eller regler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 2

Erhvervsstyrelsen kan til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse få adgang til erhvervsmæssige lokaler og transportmidler til brug for styrelsens tilsyns- og kontrolopgaver i henhold til denne lov, retsakter nævnt i § 1 eller regler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 3

Fysiske og juridiske personer, der har aktiviteter omfattet af denne lov eller af retsakter nævnt i § 1, skal yde Erhvervsstyrelsen den fornødne bistand til tilsyns- og kontrolopgavernes effektive gennemførelse efter stk. 1 og 2, herunder udlevere relevante oplysninger, give adgang til erhvervsmæssige lokaler og transportmidler og bistå ved kontrolbesøg m.v.«

  1. I § 2 indsættes efter stk. 8 som nyt stykke: »Stk. 9. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 1 f, stk. 3.« Stk. 9-11 bliver herefter stk. 10-12.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2021.


Givet på Amalienborg

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

/MARGRETHE R. / Simon Kollerup/

Metadata

Type
Lov
År
2020
Ikrafttrædelsesdato
1. december 2020