TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Plantenyhedsnævnet

BEK nr 1013 af 26/06/2020

DanmarkBekendtgørelse2020

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

§ 1

Plantenyhedsnævnet administrerer, i overensstemmelse med lov om plantenyheder, bestemmelser i lovens kapitel 2 og 3 om anmeldelse og godkendelse af sorter til optagelse i Plantenyhedsregistret.

§ 2

Plantenyhedsnævnet træffer afgørelse efter kapitel 2 og 5 i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om en officiel fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og grønsagsarter (sortslisten).

§ 3

Plantenyhedsnævnet træffer afgørelse om certificering af planteformeringsmateriale efter reglerne i den til enhver til gældende bekendtgørelse om markfrø, bekendtgørelse om sædekorn og bekendtgørelse om grønsagsfrø, jf. dog § 12.

§ 4

Plantenyhedsnævnet består af 5 medlemmer, der udnævnes af Landbrugsstyrelsen for en femårig periode.

Stk. 2

Landbrugsstyrelsen udpeger og udnævner nævnets formand. De øvrige medlemmer udnævnes af Landbrugsstyrelsen efter indstilling fra Aarhus Universitet -Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet- (2 medlemmer), og Københavns Universitet (2 medlemmer).

Stk. 3

Fratræder et medlem inden udløb af funktionsperioden, udnævnes et nyt medlem for den resterende periode.

Stk. 4

Genudnævnelse kan finde sted.

Stk. 5

Medlemmerne af nævnet er ulønnede og medlemmernes omkostninger i forbindelse med møder i nævnet kompenseres ikke.

§ 5

Medlemmerne af nævnet er underlagt forvaltningslovens regler om habilitet. Medlemmerne må således ikke deltage i behandling af sager, der involverer personer eller virksomheder, hvor medlemmet har en særlig personlig eller økonomisk interesse.

§ 6

Plantenyhedsnævnet afholder mindst ét møde årligt.

Stk. 2

Plantenyhedsnævnet kan indkaldes til yderligere møder efter formandens beslutning eller på begæring af mindst halvdelen af nævnets medlemmer.

§ 7

Plantenyhedsnævnets sager behandles normalt på møder. Skriftlig behandling kan dog finde sted.

§ 8

Plantenyhedsnævnet kan indhente udtalelse fra særlig sagkyndige eller indkalde disse til at deltage i behandlingen af en sag.

§ 9

Plantenyhedsnævnets forhandlinger er fortrolige.

§ 10

Plantenyhedsnævnet træffer afgørelse ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 2

Formanden kan træffe afgørelse på nævnets vegne i presserende sager.

§ 11

Plantenyhedsnævnet kan udpege en privat juridisk person til at varetage sekretariatsfunktionen for Plantenyhedsnævnet.

Stk. 2

Sekretariatets opgaver fastlægges i en samarbejdsaftale mellem Plantenyhedsnævnet og sekretariatet.

§ 12

Plantenyhedsnævnet kan beslutte, at sekretariatet kan træffe afgørelser på nævnets vegne i sager omfattet af § 3.

Stk. 2

Hvis Plantenyhedsnævnet beslutter, at sekretariatet kan træffe afgørelser på nævnets vegne, skal afgrænsningen af og de nærmere vilkår herfor fremgå af samarbejdsaftalen mellem nævnet og sekretariatet.

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.


Landbrugsstyrelsen

/Jette Petersen / Kristine Riskær/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2020
Ikrafttrædelsesdato
30. juni 2020
Bekendtgørelse om Plantenyhedsnævnet | TheLawyer.sh