TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ferieydelse der optjenes fra 1. september 2020

BEK nr 851 af 22/08/2019

DanmarkBekendtgørelse2019

Beskæftigelsesministeriet

Anvendelse

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på ferieydelse optjent efter barselslovens §§ 25 b og d under fravær fra den 1. september 2020 efter § 7, stk. 1 eller 2, eller § 8, stk. 6, 1. pkt., i barselsloven.

Ferieår og ferieafholdelsesperiode

§ 2

Ferie med ferieydelse efter barselslovens §§ 25 b og d optjenes i ferieåret, som er det år, der går fra den 1. september til og med den 31. august året efter.

Stk. 2

Ferie med ferieydelse optjent efter stk. 1 afholdes i ferieafholdelsesperioden, som omfatter ferieåret og de 4 efterfølgende måneder fra ferieårets udløb og indtil kalender-årets udgang.

Optjening og beregning

§ 3

Ferieydelse optjenes med 0,07 feriedag pr. kalenderdag svarende til 0,49 feriedag pr. uge og beregnes efter barselslovens § 33, stk. 1, og § 35.

Stk. 2

Hvis en lønmodtager genoptager arbejdet helt eller delvist i fraværsperioden, jf. § 1, optjenes der ikke ferieydelse for den tid, arbejdet er genoptaget.

Stk. 3

Hvis perioden for optjening af ferieydelse ligger henover 1. september, jf. § 2, stk. 1, optjenes ferieydelsen forholdsmæssigt i hvert af de to ferieår.

§ 4

For lønmodtagere, der i fraværsperioden efter § 1 har en lavere indtægt end før orloven, og som optjener feriegodtgørelse, som er lavere end den fulde ferieydelse ville have været, jf. § 3, stk. 1, udgør ferieydelsen pr. dag differencen mellem den optjente feriegodtgørelse og den fulde ferieydelse.

Anmodning om udbetaling

§ 5

Anmodning om udbetaling af ferieydelse indgives til Udbetaling Danmark via den digitale løsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed (digital selvbetjening). En borger, som er undtaget fra digital selvbetjening efter § 2 i bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v., skal anmode Udbetaling Danmark om ferieydelse på en blanket, der anvises af Udbetaling Danmark.

Stk. 2

Modtageren af ferieydelse skal erklære, at der ikke er ret til anden økonomisk ydelse under ferien, jf. dog § 3, stk. 2 og § 4.

Stk. 3

Den optjente ferieydelse udbetales på én gang til afholdelse af ferie i den tilknyttede ferieafholdelsesperiode, jf. dog stk. 4.

Stk. 4

Hvis perioden for optjening af ferieydelse ligger henover 1. september, jf. § 2, stk. 1, skal der indgives anmodning om udbetaling af ferieydelse for hver ferieafholdelsesperiode.

Frist for anmodning

§ 6

Anmodning om udbetaling af ferieydelse skal indgives senest den 1. maj efter udløbet af den ferieafholdelsesperiode, hvor ferien kan holdes.

Stk. 2

Indgives anmodningen efter fristen i stk. 1, bortfalder retten til ferieydelsen.

Ikrafttræden

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2019.


Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

/Maria Schack Vindum / Kirsten Brix Pedersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2019
Ikrafttrædelsesdato
24. august 2019