Bekendtgørelse om lånepulje til bedre fordeling i daginstitutioner
BEK nr 196 af 28/02/2019
Børne- og Undervisningsministeriet
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse for lånepuljen til bedre fordeling i daginstitutioner, jf. finansloven for 2019, § 15.25.31.
§ 2
Lånepuljens formål er at bidrage til kapacitetstilpasning i kommuner med daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner beliggende i udsatte boligområder, jf. listen over udsatte boligområder, jf. § 61 a, i lov om almene boliger m.v.
§ 3
Lånedispensationen kan søges af kommuner med daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner beliggende i udsatte boligområder, jf. listen over udsatte boligområder, jf. § 61 a, i lov om almene boliger m.v.
§ 4
Målgruppen for lånedispensation er kommuner med daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner, jf. dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4 og stk. 6, der planlægges nedlagt som følge af dagtilbudslovens § 23, stk. 4, eller § 26 a, stk. 1-10.
§ 5
Økonomi- og indenrigsministeren yder efter indstilling fra børne- og socialministeren lånedispensation til kommuner, jf. § 16 i bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
Der kan ydes lånedispensation til kommuner med daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner, jf. dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4 og stk. 6, beliggende i et udsat boligområde, der er planlagt nedlagt eller planlagt flyttet til en adresse uden for det udsatte boligområde, jf. § 61 a, i lov om almene boliger m.v.
§ 6
Ansøgningen vurderes på baggrund af følgende tildelingskriterier:
- Ansøgningens formål falder inden for lånepuljens formål, jf. § 2.
- Ansøger falder inden for lånepuljens ansøgerkreds, jf. § 3.
- Ansøgningens målgruppe falder inden for ansøgningspuljens målgruppe, jf. § 4.
- Ansøgningen opfylder krav til ansøgning, jf. § 8.
§ 7
Lånepuljen tildeles på baggrund af:
- antallet af pladser i daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner beliggende i et udsat boligområde, der er planlagt nedlagt eller planlagt flyttet til en adresse uden for det udsatte boligområde, jf. § 61 a, i lov om almene boliger m.v.,
- antallet af pladser, der er etableret i daginstitutionen eller enheden i daginstitutionen til erstatning for de nedlagte pladser i det udsatte boligområde,
- aldersfordelingen blandt børn optaget pr. 1 januar 2019 i daginstitutionen eller enheden,
- den gennemsnitlige etableringsudgift pr. plads for hver af aldersgrupperne 0-2 år og 3 år-skolestart og
- fradrag for frigivelse af deponerede beløb eller deponerede obligationer vedrørende de daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner, som ansøgningen vedrører, jf. § 6 i bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
Overstiger ansøgningerne den afsatte lånepulje, fordeles puljen forholdsmæssigt med udgangspunkt i bygningstilskuddet til privatinstitutioner pr. plads i alderssvarende dagtilbud, jf. § 16 i bekendtgørelse om dagtilbud.
Der kan højst tildeles det søgte beløb.
§ 8
Børne- og Socialministeriet fastsætter tidsfrister samt retningslinjer for indkaldelse af ansøgninger og for kravene til sådanne ansøgninger. Tidsfrister og retningslinjer offentliggøres på Børne- og Socialministeriets hjemmeside og på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.
§ 9
Indgivelse af ansøgning og indberetning af oplysninger til ansøgningspuljen sker digitalt på Økonomi- og Indenrigsministeriets indberetningsside www.indtast.dk.
§ 10
Lånene kan optages i perioden 2019-2020.
Låntagningen skal herudover ske på de vilkår, der fremgår af bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
§ 11
Meddelte lånetilsagn bortfalder vedrørende daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner, hvortil der er meddelt dispensation fra dagtilbudslovens § 23, stk. 4, eller § 26 a, stk. 1-10, til daginstitutionen eller enheden i daginstitutionen, jf. kapitel 9 i bekendtgørelse om dagtilbud.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. marts 2019.
Børne- og Socialministeriet
/Mai Mercado / Rasmus Tolstrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2019
- Ikrafttrædelsesdato
- 17. juni 2021