TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om produktionsafgift på frø

BEK nr 1189 af 25/11/2019

DanmarkBekendtgørelse2019

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

§ 1

For græs-, kløver- og havefrø, der avles her i landet, skal der betales en afgift. Afgiften udgør 2 promille af det samlede afregningsbeløb, der kontraktmæssigt tilkommer avleren i perioden 1. juli til 30. juni, inden fradrag af omkostninger til tørring og rensning, men før tillæg af merværdiafgift.

§ 2

Det påhviler køberen af danskavlet græs-, kløver- og havefrø at tilbageholde den i § 1 nævnte afgift ved den endelige afregning med avleren hvert år senest den 11. juni. Køberen skal inden 3 uger efter afregningen sende en opgørelse over produktionsafgiften for frø og indbetale afgiften til Frøafgiftsfonden, c/o Landbrug & Fødevarer, Axeltorv 3, 1609 København V. Når den årlige afgiftsindbetaling er over 10.000 kr., skal indbetalingernes overensstemmelse med køberens afregninger med avlerne attesteres af en godkendt revisor.

Stk. 2

De i stk. 1 nævnte forpligtelser påhviler ligeledes en udenlandsk købers repræsentant her i landet, såfremt afregningen med avleren sker gennem ham.

Stk. 3

I tilfælde, hvor afregning til avleren sker direkte fra en udenlandsk køber, påhviler det avleren at indbetale den i § 1 nævnte afgift. Avleren skal inden 14 dage efter modtagelsen af afregningsbeløbet sende en opgørelse over produktionsafgiften for frø og indbetale afgiften til Frøafgiftsfonden, c/o Landbrug & Fødevarer, Axeltorv 3, 1609 København V. Når den årlige afgiftsindbetaling er over 10.000 kr., skal avleren samtidig indsende dokumentation fra en godkendt revisor for afgiftens overensstemmelse med den udenlandske købers afregning.

§ 3

Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges efter landbrugsstøttelovens § 20, stk. 1, en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

§ 4

Der er udpantningsret for forfaldne beløb efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder for de i § 3 nævnte rentebeløb.

§ 5

Overtrædelse af § 2, stk. 1-3 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v.

Stk. 2

Det kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1671 af 14. december 2018 om produktionsafgift på frø ophæves.


Landbrugsstyrelsen

/Jette Petersen / Christina Holm Davidsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2019
Ikrafttrædelsesdato
27. november 2019