Bekendtgørelse om klage, herunder i personalesager, og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence i Skatteministeriet
BEK nr 936 af 27/06/2018
Skatteministeriet
§ 1
Afgørelser truffet af Skatteforvaltningen og Spillemyndigheden kan ikke påklages til Skatteministeriets departement, jf. dog stk. 2. Afgørelser truffet af Skatteforvaltningen og Spillemyndigheden i sager om aktindsigt, sammenstilling af oplysninger og indsigt i databeskrivelser er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
Følgende afgørelser truffet af Skatteforvaltningen og Spillemyndigheden kan påklages til Skatteministeriets departement:
- Afgørelser i disciplinærsager.
- Afgørelser om uansøgt afsked.
§ 2
Følgende afgørelser truffet af Skatteankestyrelsen kan påklages til Skatteministeriets departement:
- Afgørelser i disciplinærsager.
- Afgørelser om uansøgt afsked.
Afgørelser truffet af Skatteankestyrelsen i sager om aktindsigt, sammenstilling af oplysninger og indsigt i databeskrivelser er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 3
Klage til Skatteministeriets departement, jf. § 1, stk. 2, og § 2, stk. 1, skal være modtaget i Skatteministeriets departement senest 3 måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over.
§ 4
Skatteforvaltningens direktører for Administrations- og Servicestyrelsen, Gældsstyrelsen, Motorstyrelsen, Skattestyrelsen, Toldstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Vurderingsstyrelsen bemyndiges til på eget område i Skatteforvaltningen at udnævne og afskedige tjenestemænd i lønramme 1-35, bortset fra uansøgte afskedigelser.
Direktøren for Skatteankestyrelsen bemyndiges til at udnævne og afskedige tjenestemænd i lønramme 1-35 i Skatteankestyrelsen, bortset fra uansøgte afskedigelser.
Direktøren for Spillemyndigheden bemyndiges til at udnævne og afskedige tjenestemænd i lønramme 1-35 i Spillemyndigheden, bortset fra uansøgte afskedigelser.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.
Bekendtgørelse nr. 1514 af 13. december 2013 om klage, herunder i personalesager, og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence i Skatteministeriet ophæves.
Skatteministeriet
/Karsten Lauritzen / Christina Faurby Birck/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2018
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. juni 2018