Bekendtgørelse om forsøgsordning for speed pedelecs
BEK nr 878 af 25/06/2018
Transportministeriet
Almindelige bestemmelser for forsøgsordningen
§ 1
Ved speed pedelec forstås et to-hjulet motordrevet køretøj med pedaler, som kan drives ved pedalkraft alene, og som derudover er udstyret med en el-hjælpemotor, som kan drive køretøjet op til en hastighed på 20 km i timen uden at pedalerne samtidig betjenes. El-hjælpemotoren må derudover afgive effekt ved hastigheder på op til 45 km i timen, når køretøjets pedaler samtidig betjenes.
§ 2
En speed pedelec skal være EU-typegodkendt som et to-hjulet motordrevet køretøj i klasse L1e i overensstemmelse med
- Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 af 15. januar 2013 om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler, eller
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/24/EF af 18. marts 2002 om standardtypegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer og om ophævelse af Rådets direktiv 92/61/EF, jf. bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.
§ 3
De af færdselslovens regler, der finder anvendelse for cykel og cyklister, finder anvendelse for speed pedelec og kørsel med speed pedelec, jf. dog §§ 4-11 og § 14, stk. 2.
Befordring, belæsning og tilkobling
§ 4
Der må ikke befordres andre personer end føreren på en speed pedelec. Der må ikke tilkobles påhængsvogn (cykelanhænger) eller sidevogn på en speed pedelec.
§ 5
For befordring af genstande på speed pedelec finder færdselslovens § 51, stk. 8, 1.-3. pkt., anvendelse.
Lygteføring
§ 6
Under kørsel på speed pedelec skal de påbudte lygter, jf. § 2, holdes tændt.
Alderskrav og sikkerhedsudstyr
§ 7
En speed pedelec må alene føres af personer, der er fyldt 15 år.
§ 8
Under kørsel på speed pedelec skal føreren anvende fastspændt cykelhjelm.
En cykelhjelm, som anvendes efter stk. 1, skal være godkendt og mærket i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/425 af 9. marts 2016 om personlige værnemidler og om ophævelse af Rådets direktiv 89/686/EØF.
Spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v.
§ 9
Færdselslovens § 53 og § 54, stk. 1 og 2, finder anvendelse for føreren af en speed pedelec.
Udtagelse og undersøgelse af speed pedelecs
§ 10
Som led i produkttilsyn efter færdselslovens § 68 a kan Færdselsstyrelsen udtage speed pedelec og udstyr til speed pedelecs hos den erhvervsdrivende.
Færdselsstyrelsen kan foretage undersøgelser af speed pedelecs og udstyr til speed pedelecs i medfør af stk. 1. Er det nødvendigt for undersøgelsen, kan Færdselsstyrelsen indhente sagkyndige erklæringer.
I de tilfælde, hvor undersøgelsen viser, at speed pedelecs eller udstyr til speed pedelecs ikke er i overensstemmelse med produktkravene, herunder mærkningskravene, refunderer den erhvervsdrivende Færdselsstyrelsens nødvendige udgifter ved prøveudtagning efter stk. 1 og nødvendige udgifter til undersøgelser efter stk. 2.
Erstatning og forsikring m.v.
§ 11
Færdselslovens kapitel 16 finder anvendelse for speed pedelecs.
§ 12
Reglerne om pligt for forsikringsselskaber, der udbyder ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, til at overtage ansvarsforsikring i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., finder ikke anvendelse for ansvarsforsikring for speed pedelecs, der er omfattet af nærværende bekendtgørelses §§ 1 og 2.
§ 13
Føreren af en speed pedelec skal under kørslen medbringe præmiekvittering, der viser, at ansvarsforsikring er tegnet og holdt i kraft, jf. færdselslovens § 105. Præmiekvitteringen skal på forlangende forevises politiet.
Straf og ikrafttræden
§ 14
Med bøde straffes den, som overtræder §§ 4-8.
Overtrædelse af færdselslovens § 53 og § 54, stk. 1 og 2, jf. bekendtgørelsens § 9, straffes i henhold til færdselslovens § 117 c, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2.
§ 15
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
/Carsten Falk Hansen / Stefan Søsted/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2018
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. juni 2018