TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsøg i henhold til udfordringsretten på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet mv.

BEK nr 803 af 20/06/2018

DanmarkBekendtgørelse2018

Beskæftigelsesministeriet

§ 1

Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at følgende kommuner deltager i forsøget ”Arbejdsmarkedsinklusion i stor skala gennem uddannelse”, der som slutmål har at hjælpe unge med kognitivt handicap videre i beskæftigelse efter afsluttet uddannelsesforløb i forsøgsprojektet:

  1. Københavns kommune.
  1. Aarhus kommune.
  1. Esbjerg kommune.
  1. Gentofte kommune.
  1. Vejen kommune.
  1. Skanderborg kommune.
  1. Ishøj kommune.
  1. Tårnby kommune.
  1. Brøndby kommune.
Stk. 2

Målgruppen er aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, omfattet af § 2, nr. 13, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som har afsluttet et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb (STU) i løbet de tre foregående måneder, der går forud for påbegyndelse af et 2-årigt uddannelsesforløb efter § 32, stk. 1, nr. 2, i loven.

Stk. 3

Kommunerne kan efter en individuel vurdering fravige varighedsbegrænsningen for praktikforløb under hele uddannelsesforløbet efter § 32, stk. 4, i loven, samt undlade at give den unge et uddannelsespålæg efter § 21 b, eller en indsats efter § 96 b, i loven i 3 måneder forud for påbegyndelsen af det 2-årige uddannelsesforløb. Herudover fritages den unge for kontaktforløbet efter § 16, stk. 6, og § 18, stk. 4, i loven i de første 18 måneder af uddannelsesforløbet.

Stk. 4

Det er en betingelse, at jobcenteret holder samtaler med den unge efter § 18, stk. 4, i loven i perioden fra afslutning af STU til start på uddannelsesforløbet. Herudover er det en betingelse, at jobcenteret informeres, hvis uddannelsesstedet vurderer, at der er risiko for frafald. I disse tilfælde skal jobcenteret kunne indkalde den unge til samtale i jobcenteret. Det er tillige en forudsætning, at der foretages en anden form for opfølgning under uddannelsesforløbet, f.eks. ved at uddannelsesstedet holder kontakt med jobcenteret.

Stk. 5

Efter afslutning af uddannelsesforløbet fritages deltagere fra kravene i § 70, stk. 3, i loven om, at fleksjob først kan tilbydes, når alle relevante tilbud efter loven samt andre foranstaltninger, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse.

Stk. 6

Det er en betingelse, at deltagerne opfylder de øvrige betingelser for at få fleksjob, herunder den grundlæggende betingelse om en væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne.

Stk. 7

Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 16, stk. 6, § 18, stk. 4, § 20 a, § 21 b, § 32, stk. 4, § 70 og § 96 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 8

Forsøgsperioden løber fra den 1. juli 2018 til den 31. december 2021.

Ikrafttræden

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1562 af 23. december 2014 om forsøg i henhold til udfordringsretten på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet mv. ophæves.


Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

/Jens Erik Zebis / Jakob Heltoft/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
21. juni 2018
Bekendtgørelse om forsøg i henhold til udfordringsretten på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet mv. | TheLawyer.sh