TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om vedtægter for Patienterstatningen

BEK nr 613 af 23/05/2018

DanmarkBekendtgørelse2018

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Foreningens hjemsted og formål

§ 1

Foreningens hjemsted er København.

§ 2

Foreningens formål er at administrere den i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet regulerede patienterstatningsordning. Foreningen skal herunder modtage, oplyse og afgøre alle erstatningssager efter loven, jf. dog stk. 3 samt regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 6.

Stk. 2

Foreningen skal endvidere hos forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder foretage opkrævning til dækning af erstatninger, der udbetales i medfør af regler fastsat i medfør af lovens § 30, stk. 5.

Stk. 3

Foreningen kan efter indhentet godkendelse fra sundhedsministeren bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper.

Stk. 4

Foreningen skal afgive de oplysninger til Ankenævnet for Patienterstatningen og Sundheds- og Ældreministeriet, som er nødvendige for disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.

Medlemmer

§ 3

Medlemmer af foreningen er:

  1. de efter lovens § 29 erstatningspligtige myndigheder, som er selvforsikrende (selvforsikrende myndigheder), og
  1. forsikringsselskaber, som har tegnet forsikringer omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (forsikringsgiverne), jf. dog stk. 2.
Stk. 2

Stk. 1 finder ikke anvendelse på de private institutioner, hvortil sundhedsministeren i medfør af lovens § 19, stk. 6, helt har henlagt behandlingen af sager efter loven.

§ 4

Medlemmerne er forpligtet af de bestemmelser om forsikringspligtens gennemførelse, der fastsættes af sundhedsministeren.

§ 5

Et medlem, der ophører med at være selvforsikrende, udtræder af foreningen senest ved kalenderårets udgang. Et medlem, der ophører med at tegne forsikringer efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, udtræder af foreningen, når de tegnede forsikringers forsikringstid udløber.

Stk. 2

Intet medlem kan ved udtræden af foreningen unddrage sig de forpligtelser og/eller udgifter, som påhviler det i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og bestemmelser fastsat i medfør heraf.

Bestyrelsens sammensætning og opgaver

§ 6

Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af følgende medlemmer:

  1. 1 bestyrelsesmedlem udpeges af sundhedsministeren.
  1. 6 bestyrelsesmedlemmer udpeges for 4 år ad gangen, første gang for 2010-2013, af Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og de færøske sundhedsmyndigheder i forhold til deres respektive andele af det forventede antal årlige skadesanmeldelser efter loven som opgjort af Patienterstatningens bestyrelse for periodens første år.
  1. 1 bestyrelsesmedlem udpeges af Forsikring og Pension.
Stk. 2

Der kan udpeges faste suppleanter for bestyrelsens medlemmer.

Stk. 3

Den afgående bestyrelse fortsætter sit virke, indtil nye medlemmer er udpeget og den nye bestyrelse er konstitueret.

§ 7

Bestyrelsen fastsætter honorering af medlemmer og formandsskab.

§ 8

Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer en formand samt en næstformand, der i formandens fravær træder i dennes sted.

Stk. 2

Bestyrelsen indkaldes til møde, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske herom. Dagsorden skal angives.

Stk. 3

Der tages referat af bestyrelsens møder.

Stk. 4

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 9

Bestyrelsen godkender foreningens årsregnskab og foretager valg af revisor, jf. § 15.

Stk. 2

Bestyrelsen træffer i øvrigt nærmere bestemmelse om udførelse af sit hverv ved en forretningsorden, der godkendes af sundhedsministeren.

Foreningens drift, økonomi m.v.

§ 10

Foreningens daglige virksomhed varetages af et sekretariat, der ledes af en af bestyrelsen udpeget direktør.

§ 11

Udgifter til foreningens drift og administration samt udgifter, der i øvrigt pålægges foreningen efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, afholdes af hver enkelt af forsikringsgiverne og de enkelte selvforsikrende myndigheder i forhold til deres respektive andele af anmeldelser i regnskabsåret. Bestyrelsen kan fastsætte et mindstebidrag for dækning af de i 1. pkt. nævnte udgifter.

Stk. 2

Forsikringsgiverne og de selvforsikrende myndigheder hæfter solidarisk for de i stk. 1 nævnte udgifter i henhold til samme fordelingsnøgle.

Stk. 3

Forsikringsgiverne hæfter for udgifter afholdt af foreningen i medfør af lovens § 30, stk. 5, nr. 3, i forhold til de enkelte forsikringsgiveres årlige erstatningsudbetalinger eksklusiv renter ved udløbet af året, hvor kravet er anmeldt til foreningen.

Stk. 4

De i lovens § 30, stk. 5, nr. 4, nævnte erstatninger betales af forsikringsgiverne og de selvforsikrende myndigheder i forhold til deres respektive andele af anmeldelser i regnskabsåret.

Stk. 5

Foreningen meddeleler hvert år forsikringsgivere og selvforsikrende myndigheder deres andel af den samlede pulje i henhold til § 7, stk. 2, og 3 i bekendtgørelse om forsikringspligtens gennemførelse.

Stk. 6

Foreningen kan beslutte, at forsikringsgivere og selvforsikrende myndigheder årligt skal indbetale et a conto bidrag efter stk. 5. Beregning af endeligt bidrag foretages ved årets afslutning.

§ 12

Foreningen afgiver en årlig redegørelse til sundhedsministeren om sin virksomhed, jf. lovens § 32, stk. 3.

§ 13

Foreningen tegnes af bestyrelsens formand eller næstformand i forening med et andet bestyrelsesmedlem eller med direktøren.

§ 14

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

§ 15

Foreningens regnskab revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, jf. § 9.

Vedtægtsændringer

§ 16

Foreningens vedtægter kan ændres af sundhedsministeren efter indhentet udtalelse fra bestyrelsen.

Ikrafttræden m.v.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1040 af 27. august 2013 om vedtægter for Patientforsikringsforeningen ophæves.


Sundheds- og Ældreministeriet

/Ellen Trane Nørby / Signe Struberga/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
1. juni 2018
Bekendtgørelse om vedtægter for Patienterstatningen | TheLawyer.sh