TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Vævsanvendelsesregisteret

BEK nr 510 af 13/05/2018

DanmarkBekendtgørelse2018

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Oprettelse og drift af Vævsanvendelsesregisteret

§ 1

Sundhedsdatastyrelsen opretter et elektronisk register, benævnt Vævsanvendelsesregisteret. Formålet med registeret er at registrere de beslutninger, som patienter træffer i henhold til § 29, stk. 1, i sundhedsloven om, at biologisk materiale, som patienten afgiver eller har afgivet i forbindelse med behandling, kun må anvendes til behandling af den pågældende og til formål, der har en umiddelbar tilknytning hertil.

Stk. 2

Registeret placeres i Sundhedsdatastyrelsen og administreres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven. Sundhedsdatastyrelsen, der er dataansvarlig, driver og vedligeholder registeret.

Tilmelding til og framelding af Vævsanvendelsesregisteret

§ 2

Tilmelding til registeret sker ved, at patienten udfylder og underskriver en tilmeldingsformular, der udarbejdes af Sundhedsdatastyrelsen. Formularen kan være papirbaseret eller elektronisk baseret.

Stk. 2

Framelding af registeret sker ved, at patienten udfylder og underskriver en frameldingsformular, der udarbejdes af Sundhedsdatastyrelsen. Formularen kan være papirbaseret eller elektronisk baseret.

Videregivelse af oplysninger fra Vævsanvendelsesregisteret

§ 3

En sundhedsperson, der har ansvar for en biobank i sundhedsvæsenet, har adgang til Vævsanvendelsesregisterets oplysninger, når spørgsmålet om anvendelse af det biologiske materiale i den pågældende biobank bliver rejst. Ved henvendelse til registeret skal Sundhedsdatastyrelsen udbede sig behørig legitimation fra den pågældende sundhedsperson.

Stk. 2

Ved en biobank forstås i denne bekendtgørelse en struktureret samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter bestemte kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan henføres til enkeltpersoner.

Stk. 3

Den registrerede har ret til indsigt efter artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Den registreredes ret til indsigt kan begrænses efter § 22 i databeskyttelsesloven.

Stk. 4

Vævsanvendelsesregisteret meddeler i anonymiseret form Sundheds- og Ældreministeriet periodevise oplysninger om registerets virksomhed, herunder om omfanget af registreringen.

Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. maj 2018.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 966 af 22. september 2004 om Vævsanvendelsesregisteret ophæves.


Sundheds- og Ældreministeriet

/Ellen Trane Nørby / Annette Baun Knudsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
24. maj 2018