TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om godkendelse af dyrlæger til at foretage påbudt veterinærfaglig rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme

BEK nr 1688 af 18/12/2018

DanmarkBekendtgørelse2018

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Anvendelsesområde

§ 1

Bekendtgørelsen fastsætter regler om godkendelse af dyrlæger til at foretage veterinærfaglige rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme i forbindelse med påbud efter § 34 d i lov om hold af dyr jf. § 14, i bekendtgørelse om salmonella hos kvæg m.m.

Stk. 2

Bekendtgørelsen finder anvendelse på personer, der har opnået autorisation som dyrlæge i medfør af § 3, stk. 1, i lov om dyrlæger samt personer fra 3. lande, som har opnået autorisation som dyrlæge i medfør af § 3, stk. 3, i lov om dyrlæger.

Stk. 3

Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på enhver, der har adgang til udøvelse af virksomhed som dyrlæge i Danmark i medfør af bekendtgørelse om adgang til udøvelse af virksomhed som dyrlæge i Danmark for EU- og EØS-statsborgere samt statsborgere i et land, som EU har indgået aftale med herom.

Godkendelse

§ 2

Den, der vil foretage veterinærfaglig rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme, jf. § 1, skal være godkendt hertil.

Stk. 2

Godkendelse meddeles efter ansøgning af Fødevarestyrelsen. Godkendelse vedrører en bestemt fysisk person.

§ 3

Godkendelse til at foretage veterinærfaglige rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme meddeles personer, som er autoriseret dyrlæge, jf. § 3 i lov om dyrlæger, på baggrund af Fødevarestyrelsens vurdering kan følgende indgå:

  1. erfaring som besætningsdyrlæge i kvægbesætninger med sundhedsrådgivningsaftaler,
  1. antallet af sundhedsrådgivningsaftaler, dyrlægen har indgået med kvægbesætninger,
  1. gennemførelse af kvægfagdyrlægeuddannelsen,
  1. erfaring med rådgivning i kvægbesætninger om bekæmpelse af Salmonella Dublin,
  1. erfaring med udarbejdelse af besætningsspecifikke handlingsplaner for bekæmpelse af Salmonella Dublin, eller
  1. opnået effekt af bekæmpelse af Salmonella Dublin.
Stk. 2

Ansøgeren kan ikke godkendes, hvis vedkommende inden for de seneste 2 år før ansøgningstidspunktet har udarbejdet en handlingsplan, der af Fødevarestyrelsen er vurderet utilstrækkelig til bekæmpelse af Salmonella Dublin.

§ 4

En dyrlæge, der ønsker at blive godkendt til at foretage veterinærfaglige rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme, jf. § 3, skal udfylde en ansøgningsblanket, som ligger på Fødevarestyrelsens hjemmeside, og indsende den til Fødevarestyrelsen sammen med dokumentation for relevante kvalifikationer jf. § 3, stk. 1 jf. § 66 a i hold om dyr.

§ 5

Når Fødevarestyrelsen modtager en ansøgning om godkendelse, jf. § 4, sender Fødevarestyrelsen en kvittering til ansøgeren med oplysning om

  1. fristen for meddelelse af afgørelse, jf. stk. 2, og
  1. klagemuligheder.
Stk. 2

Fødevarestyrelsen meddeler afgørelse om godkendelse senest 4 uger efter modtagelse af ansøgningen, jf. § 4.

Stk. 3

Fristen i stk. 2 kan forlænges én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Fødevarestyrelsen begrunder forlængelsen og varigheden af forlængelsen, og meddeler dette til ansøgeren inden udløbet af fristen i stk. 2.

§ 6

En godkendelse til at foretage veterinærfaglige rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme skal fornyes efter 3 år.

Stk. 2

Såfremt der ikke er ansøgt om fornyelse af godkendelsen senest 3 år efter, at denne er meddelt, bortfalder godkendelsen automatisk.

Oplysningspligt og tilbagekaldelse

§ 7

En godkendt dyrlæge, jf. § 3, skal oplyse den besætningsansvarlige, som har rekvireret veterinærfaglig rådgivning, om

  1. de brancheorganisationer, som dyrlægen er medlem af,
  1. erhvervsmæssige titler og EU/EØS-landet, hvor tilladelsen til anvendelsen af titlen er givet, og
  1. eventuelle erhvervsforsikringer, herunder kontaktoplysninger på forsikringsselskabet og oplysninger om forsikringens geografiske dækning.
Stk. 2

Hvis den besætningsansvarlige anmoder om det, skal den godkendte dyrlæge, jf. § 3, oplyse om de regler, der gælder for udførelsen af erhvervet, og hvordan den besætningsansvarlige får adgang til dem.

§ 8

En godkendt dyrlæge, jf. § 3, skal uden ophold meddele Fødevarestyrelsen, hvis der er sket ændringer i forudsætningerne for godkendelsen.

Stk. 2

Fødevarestyrelsen kan til enhver tid foretage kontrol af, om forudsætningerne for godkendelsen er til stede.

§ 9

Fødevarestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse til at foretage veterinærfaglig rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme, hvis betingelserne for godkendelsen, jf. § 3, ikke længere er til stede, eller hvis dyrlægen ikke meddeler oplysninger, som Fødevarestyrelsen anmoder om til brug for en vurdering af, om forudsætningerne for godkendelsen fortsat er til stede.

Stk. 2

Fødevarestyrelsen kan endvidere tilbagekalde en godkendelse, jf. § 3, hvis der er gentagne eller alvorlige mangler i kvaliteten af dyrlægens veterinærfaglige rådgivning, eller hvis den godkendte dyrlæge ikke meddeler de oplysninger, som Fødevarestyrelsen har anmodet om, til brug for en vurdering heraf.

Straf og ikrafttræden

§ 10

Med bøde straffes den, der

  1. overtræder § 2, stk. 1,
  1. foretager veterinærfaglige rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme uden at opfylde kravene i § 3, på tidspunktet for den veterinærfaglige rådgivning, eller
  1. ikke meddeler oplysninger som nævnt i § 7 og § 8, stk. 1.
Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.


Fødevarestyrelsen

/Esben Egede Rasmussen / Anne Kristine Bech/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
22. december 2018
Bekendtgørelse om godkendelse af dyrlæger til at foretage påbudt veterinærfaglig rådgivning med henblik på bekæmpelse af Salmonella Dublin på kvægejendomme | TheLawyer.sh