TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om produktionsafgift ved slagtning, destruktion og eksport af heste

BEK nr 1674 af 14/12/2018

DanmarkBekendtgørelse2018

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

§ 1

For enhver hest, bortset fra føl med en slagtevægt på 25 kg. eller derunder, der er produceret i Danmark, og som slagtes og ved offentlig kontrol godkendes til menneskeføde, skal betales en afgift på 125 kr. Afgiftspligten omfatter også heste, der slagtes for private til eget forbrug.

§ 2

For heste, der slagtes på kreatureksportslagterier, offentlige slagtehuse og eksportsvineslagterier påhviler det vedkommende slagteri/slagtehus at opkræve det i § 1 nævnte afgiftsbeløb hos leverandøren, hver uge at indberette antallet af de i den foregående kalenderuge slagtede heste til Hesteafgiftsfonden, c/o Landbrug og Fødevarer, Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København V, og samtidig at indbetale den herefter skyldige afgift til Hesteafgiftsfondens girokonto nr. 7 10 31 82.

Stk. 2

For heste, der slagtes i private slagtehuse, påhviler det slagteren at indbetale det i § 1 nævnte afgiftsbeløb senest 14 dage efter en foretaget slagtning til Hesteafgiftsfonden, c/o Landbrug og Fødevarer, Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København V, girokonto nr. 7 10 31 82. Indbetalingskort fås hos den kontrollerende dyrlæge, hvem det påhviler umiddelbart efter den foretagne kontrolstempling at indberette antallet af slagtede heste til nævnte fond.

§ 3

For enhver hest, bortset fra føl under 3 mdr., der er produceret i Danmark, og som destrueres, skal betales en afgift på 125 kr.

Stk. 2

For heste, der destrueres, påhviler det destruktionsvirksomheden at opkræve det i stk. 1 nævnte afgiftsbeløb hos leverandøren, hvert kvartal at indberette antallet af de i det foregående kvartal destruerede heste til Hesteafgiftsfonden, c/o Landbrug og Fødevarer, Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København V, og samtidig indbetale den herefter skyldige afgift til Hesteafgiftsfondens girokonto mr. 7 10 31 82.

§ 4

For hver hest, bortset fra føl med en levende vægt på 50 kg. eller derunder, der er produceret i Danmark, og som udføres levende her fra landet, skal eksportøren betale en afgift på 125 kr. pr. hest.

Stk. 2

Undtaget fra afgift er cirkusheste samt trav-, galop- og konkurrenceheste, der genudføres efter deltagelse i væddeløb og sportsstævner, og trav-, galop- og konkurrenceheste, der udføres til væddeløb og sportsstævner og derefter genindføres.

Stk. 3

Det påhviler eksportøren senest 14 dage efter eksporten at indberette den stedfundne eksport med oplysning om antallet af levende heste til Hesteafgiftsfonden, c/o Landbrug og Fødevarer, Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København V, og samtidig at indbetale den herefter skyldige afgift til Hesteafgiftsfondens girokonto nr. 7 10 31 82.

§ 5

Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges efter landbrugsstøttelovens § 20, stk. 1, en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

§ 6

Der er udpantningsret for forfaldne beløb efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder for de i § 5 nævnte rentebeløb.

§ 7

Overtrædelse af §§ 2 - 4 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 8

De i §§ 1-4 nævnte forpligtelser vedrørende opkrævning og betaling af afgift for slagtning, destruktion og eksport gælder ikke i perioden 1. januar til 31. december 2019. Slagterier, destruktionsvirksomheder og eksportører skal fortsat i overensstemmelse med § 2, § 3, stk. 2, og § 4, stk. 3, indberette slagtning, destruktion og eksport i perioden 1. januar til 31. december 2019 til Hesteafgiftsfonden, c/o Landbrug og Fødevarer, Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København V.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 113 af 16. februar 2011 om afgift ved slagtning og eksport af heste ophæves.


Landbrugsstyrelsen

/Jette Petersen / Mette Kathrine Fjelstrup Justesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
22. december 2018