TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om bevaring og kassation af arkivalier fra provstier og provstiudvalg

BEK nr 1138 af 13/09/2018

DanmarkBekendtgørelse2018

Kulturministeriet

Område

§ 1

Bestemmelsen gælder for alle papirarkivalier, der er skabt eller tilvejebragt eller i fremtiden skabes eller tilvejebringes i provstierne og provstiudvalgene.

Stk. 2

Bestemmelsen gælder også for arkivalier, der er lagret på digitalt medium og oprettet før 1. februar 2000.

Stk. 3

Bestemmelserne gælder ikke for arkivalier, der er lagret på digitalt medium og oprettet efter 1. februar 2000. For disse udstedes særskilte bevarings- og kassationsbestemmelser, når der er sket anmeldelse til Rigsarkivet efter gældende regler.

Arkivalier, som skal bevares

§ 2

Alle arkivalier, som er skabt eller tilvejebragt til og med 1922 bevares.

§ 3

Følgende arkivalier, som er skabt eller tilvejebragt efter 1922, bevares:

  1. Mødedagsordener, mødereferater og forhandlingsprotokoller.
  1. Godkendte budgetter og årsregnskaber indtil 1970.
  1. Forpagtningskontrakter for præstegårde og jorder.
  1. Journaler, henlæggelsesplaner og kartoteker.
  1. Sager og protokoller vedr. følgende emner: a) Sager vedr. tilsynet med ministerialbogsførelsen. b) Oversigter over danske og tyske kirkelige handlinger. c) Mødeindkaldelser og –referater vedr. provstisamråd, provstikonvent mv. d) Mindretallets kirkelige forhold i Sønderjylland. e) Provstesynet og menighedsrådenes syn. f) Rådighedstjeneste. g) Valgmenighederne. h) Restaurerings- og bygningsarbejder.

§ 4

Følgende arkivalier fra Skoledirektionen indtil 1935 og skoleprovsten indtil 1949 bevares:

  1. Skoledirektionsprotokoller og skoledirektionssager i provstiets varetægt.
  1. Skoleprovstens sager indtil 1949.

§ 5

Fundatser og forhandlingsprotokoller for legater, som administreres af provsten, bevares.

§ 6

Sager, som ikke er omfattet af §§ 2-5, og som efter provstiets skøn i særlig grad belyser provstiets eller sognenes historie, bevares.

Digitale arkivalier, som skal bevares på papir

§ 7

Arkivalier lagret på digitalt medium og oprettet før 1. februar 2000, og som i henhold til §§ 2-6 skal bevares, udskrives årligt og afleveres efter aftale til Rigsarkivet som papirarkivalier.

Kassation af arkivalier, som ikke skal bevares

§ 8

Arkivalier, som ikke skal bevares i henhold til afsnit §§ 2-6, kasseres, når opbevaringspligten efter andre bestemmelser er opfyldt, og når de efter provstiernes og provstiudvalgenes egen vurdering i øvrigt ikke længere har retlig eller administrativ betydning.

Ikrafttrædelse

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. september 2018.


Rigsarkivet

/Asbjørn Hellum / Kirsten Villadsen Kristmar/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
15. september 2018