TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund

BEK nr 1046 af 11/08/2018

DanmarkBekendtgørelse2018

By-, Land- og Kirkeministeriet

§ 1

Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfunds (udvalget) funktionsperiode begynder 1. januar og er 4 år.

Stk. 2

Et medlem kan genudpeges for en ny funktionsperiode.

Stk. 3

Hvis et medlem udtræder, før funktionsperioden ophører, fungerer udvalget med et mindre antal medlemmer, indtil et nyt medlem er blevet udpeget. Udpegningen har virkning for resten af funktionsperioden.

§ 2

Udvalget vælger ved hemmelig afstemning sin formand. Valget har virkning for 1 år ad gangen.

Stk. 2

Et medlem er pligtig at modtage valg til formand. Et medlem er dog kun pligtig at være formand i 2 år.

Stk. 3

Hvert år inden udløb af formandens funktionsperiode vælger udvalget ved hemmelig afstemning formand for det kommende år. Valget ledes af den afgående formand.

Stk. 4

Udvalget kan efter anmodning fritage formanden for hvervet for resten af formandens funktionsperiode.

Stk. 5

Hvis formanden fritages for sit hverv, dør eller udtræder af udvalget, vælger udvalget en ny formand ved hemmelig afstemning for resten af formandens funktionsperiode.

§ 3

Udvalget afholder 2 ordinære møder årligt. Udvalgets møder afholdes så vidt muligt i maj og november. Tid og sted aftales senest ved forrige møde og meddeles til Kirkeministeriet.

Stk. 2

Hvis det skønnes nødvendigt, kan tid og sted for et møde fastsat efter stk. 1, flyttes efter aftale med Kirkeministeriet.

Stk. 3

Hvis det skønnes nødvendigt, kan der efter aftale med Kirkeministeriet afholdes ekstraordinære møder.

§ 4

Formanden indkalder udvalgets medlemmer til møder i udvalget.

Stk. 2

Indkaldelse til ordinære møder skal ske senest 8 uger før mødets afholdelse. Indkaldelse til ekstraordinære møder skal ske senest 2 uger før mødets afholdelse.

Stk. 3

Dagsordenen for et ordinært møde udsendes af formanden senest 2 uger inden mødet, mens dagsordenen for et ekstraordinært møde udsendes senest 1 uge inden mødet.

§ 5

Udvalget udøver sin virksomhed i møder. Mødet kan gennemføres, når mindst 3 af udvalgets 4 medlemmer er tilstede.

Stk. 2

Møderne ledes af formanden. Sagerne behandles i den rækkefølge, formanden bestemmer, og formanden kan herved fravige den i dagsordenen angivne rækkefølge.

Stk. 3

Udvalget træffer beslutning, jf. § 9, ved almindelig stemmeflertal. Afstemningen sker således, at det klart fremgår, hvordan det enkelte medlem stemmer.

§ 6

Udvalget afgiver indstilling i sager om anerkendelse af trossamfund. Udvalget kan i disse sager afgive følgende indstilling:

  1. Indstilling om, at der skal indhentes yderligere oplysninger til brug for sagens behandling.
  1. Indstilling til anerkendelse.
  1. Indstilling til betinget anerkendelse.
  1. Indstilling til afslag på anerkendelse.
Stk. 2

Udvalget afgiver udtalelse i sager, hvor kirkeministeren har bedt om en sagkyndig udtalelse.

Stk. 3

Formanden underskriver udvalgets indstillinger og udtalelser. Formanden forestår, at indstillinger og udtalelser afgives til Kirkeministeriet inden for rimelig tid.

§ 7

Udvalgets indstilling eller udtalelse skal være ledsaget af en begrundelse.

Stk. 2

Begrundelsen skal i fornødent omfang indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for indstillingen eller udtalelsen. I det omfang indstillingen eller udtalelsen beror på et skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 3

Hvis bedømmelsen af forhold, der er af væsentlig betydning for indstillingen eller udtalelsen, giver anledning til tvivl, skal der i begrundelsen redegøres nærmere herfor.

Stk. 4

Det skal fremgå af indstillingen eller udtalelsen, hvilke medlemmer der har deltaget i behandlingen heraf, og om der har været enighed om indstillingen eller udtalelsen. Hvis der ikke er enighed om indstillingen eller udtalelsen, skal det enkelte medlems synspunkt fremgå af begrundelsen.

§ 8

Udvalget fører en protokol over indstillinger, udtalelser og beslutninger om inhabilitet. Det skal fremgå af protokollen, hvilke medlemmer der har deltaget i mødet, ligesom det enkelte medlems holdning til udvalgets indstilling, udtalelse og beslutning skal angives. Protokollen underskrives ved slutningen af mødet af de medlemmer, der har deltaget i mødet.

§ 9

Udvalget træffer beslutning om, hvorvidt et medlem har en sådan interesse i en sag, at medlemmet er udelukket fra at deltage i udvalgets drøftelse og udarbejdelse af indstilling i sagen. Beslutningen noteres i protokollen.

Stk. 2

Såfremt et medlem erklæres inhabilt, skal vedkommende forlade mødelokalet under drøftelse af sagen og udarbejdelse af indstilling eller udtalelse i sagen.

Stk. 3

Et medlem skal underrette udvalget, hvis der forligger forhold, der kan give anledning til tvivl om medlemmets habilitet.

§ 10

Kirkeministeriet fremsender sager, der ønskes behandlet af udvalget til alle udvalgsmedlemmer senest 4 uger før afholdelse af ordinære møder. Sager til ekstraordinære møder sendes senest 2 uger før mødets afholdelse.

Stk. 2

Såfremt sager sendes til udvalget senere end det i stk. 1 anførte, tager udvalget stilling til, om de kan behandles på det førstkommende møde.

§ 11

Oplysninger til brug for udvalgets behandling af sager indhentes af Kirkeministeriet. Udvalget har dog også mulighed for selv at indhente oplysninger, såfremt de ønsker det.

§ 12

Kirkeministeriet kan undtagelsesvist tillade, at udvalget, hvis medlemmerne i en konkret sag ikke besidder den fornødne sagkundskab, kan få bistand fra en ekstern sagkyndig person til brug for sagens oplysning.

§ 13

Medlemmerne har pligt til at deltage i udvalgets møder, medmindre medlemmet har lovligt forfald.

Stk. 2

Lovligt forfald kan f.eks. foreligge, hvis et medlem bliver forhindret i at deltage i mødet på grund af medlemmets egen eller medlemmets mindreårige barns sygdom, medlemmets graviditet, barsel eller adoption eller som følge af pligter i medfør af medlemmets ansættelsesforhold.

Stk. 3

Hvis et medlem er forhindret i at deltage i et møde, skal dette meddeles til formanden, inden mødet afholdes.

§ 14

Honorarudbetalingen forestås årligt af Kirkeministeriet.

Stk. 2

Der udbetales honorar for mødetid og forberedelse for i alt 60 timer til formanden og 35 timer til øvrige medlemmer pr. møde. Honoraret udgør 343,00 kr. pr. time (afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012). Beløbet reguleres i overensstemmelse med Finansministeriets lønoversigt.

Stk. 3

Honorar til eksterne sagkyndige personer, jf. § 12, fastsættes af Kirkeministeriet.

§ 15

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2018.


Kirkeministeriet

/Mette Bock / Christian Hust Stigel/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2018
Ikrafttrædelsesdato
14. august 2018