TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ekstraordinær støtte til kvalitetsordninger for mælkeproducenter

BEK nr 85 af 24/01/2017

DanmarkBekendtgørelse2017

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Anvendelse

§ 1

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udbetaler, som led i en særlig markedsstøtteforanstaltning i mejerisektoren, tilskud til mælkeproducenter, der i referenceperioden 1. januar til 31. december 2016, har haft minimum 1 kg mælkeleverance til en godkendt opkøber som har en obligatorisk kvalitetsordning, jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2016/1613 af 8. september 2016 om ekstraordinær tilpasningsstøtte til mælkeproducenter og landbrugere i andre husdyrsektorer.

Stk. 2

Salg af mælk til direkte forbrug (stalddørssalg) samt produktion af fåre- og gedemælk er ikke berettiget til tilskud.

Definitioner

§ 2

Ved en mælkeproducent forstås i denne bekendtgørelse en fysisk eller juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, som har haft minimum 1 kg mælkeleverance i referenceperioden 1. januar til 31. december 2016 til en godkendt opkøber. Definitionen omfatter producenter, der undergår generationsskifte eller konkursbehandling.

Stk. 2

Ved en godkendt opkøber forstås i denne bekendtgørelse en opkøber, som er omfattet af artikel 151, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007, og er godkendt i henhold til bekendtgørelse nr. 1766 af 15. december 2015 om mælkekvoter.

Stk. 3

Ved en obligatorisk kvalitetsordning forstås i denne bekendtgørelse en ordning, som det er obligatorisk for mælkeproducenterne at deltage i, og som har til formål at fremme mælkekvaliteten og forbedre den økonomiske bæredygtighed i mælkesektoren, og som bidrager til stabilisering af markedet.

Beregning og udbetaling af tilskud

§ 3

Bevillingsrammen, som Danmark er blevet tildelt udgør 69.240.000 kr. Beløbet fordeles forholdsmæssigt blandt tilskudsberettigede mælkeproducenter i forhold til producentens mælkeleverancer i referenceperioden 1. januar til 31. december 2016.

Stk. 2

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udsender, på baggrund af oplysninger fra Mejeriforeningen, høringsbreve til tilskudsberettigede mælkeproducenter med oplysning om den registrerede mælkeleverance fra producenten i referenceperioden 1. januar til 31. december 2016, som vil danne grundlag for fordeling af tilskudsandel. Efter endt høring, tildeler Landbrugs- og Fiskeristyrelsen tilskuddet forholdsmæssigt på baggrund af de endelige oplysninger om mælkeleverancer i referenceperioden.

§ 4

Tilskuddet udbetales direkte til mælkeproducenten. For landbrugsfællesskaber gælder, at beløbet udbetales til den juridiske person, der tegner fællesskabet.

Stk. 2

Tilskuddet udbetales til modtagerens Nem Konto.

Kontrol og tilbagebetaling

§ 5

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen forestår den fysiske og administrative kontrol.

Stk. 2

Det påhviler mælkeproducenterne at yde den nødvendige bistand ved kontrol.

§ 6

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan, hvis betingelserne for at tildele tilskud, jf. § 1, ikke er opfyldt, eller hvis mælkeproducenten ikke yder den nødvendige bistand ved kontrol, træffe afgørelse om tilbagebetaling af tilskuddet.

Ikrafttræden

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2017.


Miljø- og Fødevareministeriet

/Jette Petersen / Thilde Flindt/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2017
Ikrafttrædelsesdato
10. november 2023
Bekendtgørelse om ekstraordinær støtte til kvalitetsordninger for mælkeproducenter | TheLawyer.sh